Kolerabygningen

Arkitektur og byrum

Det første hus i begyndelsen af Nordre Mole kaldes Kolerabygningen. Det blev opført af søetaten under Englandskrigen 1807-1814 til brug for roflotillen, der var stationeret her.

Længere ude, mellem Karantænehuset og Pakhuset, ses en mindesten for roflotillens kamp 20. oktober 1808 - den dag gik 12 kanonbåde stationeret i Dragør til angreb på det engelske linieskib Africa, der lå for vindstille mellem Malmø og Falsterbo. En brise reddede det store skib, men det var så ødelagt, at det aldrig blev krigsskib igen.

Der var døde og sårede på begge sider, bl.a. døde fem danske matroser, da kanonen, som ligger på Nordre Mole, eksploderede. 25 af de faldne danske matroser blev begravet på Store Magleby kirkegård.

Bygningen har gennem årene været brugt til kogehus, karantænehus og smedeværksted. I dag er det klubhus for kajak- og roklub.

Indhold er leveret af VisitDragør
visitorcenter@museumamager.dk
Sidst opdateret d. 27/11/2019 21:25

I nærheden