Nordre Mole

Arkitektur og byrum

Nordre Mole opstod omkring 1600, da hollænderne i Store Magleby også var begyndt at fiske ål på vestsiden af Amager og havde brug for udskibning af både ål og heste.

De fik lov 'ved Kronens Medvirken' at bygge et mindre Havneanlæg, en 'Pehrstette', der i dag er Nordre Mole. Det var efter anlægget af den mole, at byen voksede langsomt ud af næsten ingenting, idet der flyttede fiskere til.

Nordre Mole er forlænget over flere omgange, i dag er den 331 meter lang målt fra Tolderboligen - og på vejen ud ad molen passerer man både Kolerabygningen opført under Englandskrigen (1807-1814), Karantænehuset fra 1831 (senere tolderbolig) og et pakhus fra 1863. I dag bruges de tre huse af maritime klubber.

Går man helt ud for enden af Nordre Mole, har man uhindret udsigt over Øresund og havneindsejlingen. Der er bænke og læhegn, så man kan nyde solen, selv om vinden er i Nord.

Indhold er leveret af VisitDragør
visitorcenter@museumamager.dk
Sidst opdateret d. 27/11/2019 21:50

I nærheden