MACA Museum

Museer

I en bygning med masser af historie, et gammelt pakhus opført i det 19. århundrede, på Toldbodgade i hjertet af København og med Nyhavn som nabo, kan du tage på en kulturel udflugt på det nyåbnede MACA Museum – et museum for moderne kunst, hvor du både kan opleve inspirerende værker fra ikoniske og etablerede kunstnere, men også nye og spirende.

Warhol, Basquiat, Banksy, RETNA, KAWS, Haring, Koons, Hirst, Emin og Kusama. Det er blot nogle af de kunstnere, hvis værker bliver udstillet på MACA, der er privatejet af britiske Nigel Mead.

Særligt museets Banksy-udstilling vækker stor interesse og opsigt hos de kunst- og kulturinteresserede københavnere. Banksy er en britisk berømt, men anonym, gadekunstner og aktivist. Han er i særdeleshed kendt for sine graffiti-tegninger på mure og offentlige steder, der dukker sporadisk op i Storbritannien. Selvom Banksys identitet endnu ikke kendes, ved man fra hans bogudgivelser, at han begyndte sin karriere i Bristol. Hans værker er ofte satiriske og indeholder stærke politiske og sociale kommentarer, hvilket gør ham til en spændende og kontroversiel kunstner i manges øjne.

På MACA kan du få indblik i den mystiske kunstner på udstillingen ”Banksy & Street Art: The Early Years”: en udstilling af sjældne tegninger, stencils, fotografier og malerier, der giver et fascinerende og afslørende indblik i Banksy’s tidlige arbejdsmetoder og kreative processer.

Når du er mættet af kunstneriske indtryk, kan du nyde en forfriskning på museets café, der er at finde i bygningens gårdhave. Museet er placeret midt i Københavns indre by, lige ved Nyhavn, og tæt på både Amalienborg Slot, Marmorkirken og andre ikoniske bygninger, så hvis du vil fortsætte den kulturelle udflugt, er du landet i det rette område med et besøg hos MACA.

Indhold er leveret af VisitCopenhagen
info@visitcopenhagen.com
Vesterbrogade 4, 1620 København V
Sidst opdateret d. 12/09/2024 08:04

I nærheden