Som en del af naturpark Amager er der i Byskoven blevet plantet 50.000 træer langs vandet, og naturområdet byder også på en badezone med mulighed for at hoppe i det friske havvand.
Badezonen består af en mindre pool, hvor man hoppe i vandet, et trædække og den skønneste udsigt, man kan forestille sig fra et havnebad. Byen, Kalvebodbroen og Avedøreværket til den ene side og den nyplantede byskov til den anden side.
I Byskoven er der plantet et væld af træsorter – fra eg til æble. Byskoven er tænkt som et landskabslaboratorium, og området har fået lov til at udvikle sig som naturen vil. Skoven består endnu mest af græsser, buske og blomster, der giver gode vilkår for bier, sommerfugle og sjældne insektarter.
Faciliteterne omkring skoven og badezonen inkluderer en lille pavillon, sommeråbne toiletter og vandpost og en station til mindre cykelreparation. Det perfekte sted at stoppe, når man er ude at udforske Amagers natur.