Nykøbing Falster

Arkitektur og byrum

Nykøbing Falster er en charmerende købstad med royal historie og smuk placering ud til Guldborgsund. Byen byder på alt fra hyggelige stræder med butikker, caféer og gallerier, koncerter på torvet og Danmarks næststørste revy til en gåtur i Dronning Sophies fodspor.

Marked, koncerter og Madens Folkemøde

Udforsk byens hyggelige gader. Læg vejen forbi byens torv, der danner ramme om koncerter, markeder og torvedage, en juleby og storskærmsarrangementer. Du finder også caféer på torvet, hvorfra du kan nyde udsigten til Bjørnebrønden.

I 2025 indtager Madens Folkemøde for første gang Nykøbing Falster. Fra Klosterkirken til Hollands Gaard, på torvet og i gader og stræder bliver byen fyldt med boder, madmarked, smagsprøver, producenter, debatter, samtaler, oplæg, sjove aktiviteter og meget mere.

Et Nykøbing F. for kultur- og historieelskere

Byen er bygget op omkring Nykøbing F. slot. Her boede Dronning Sophie, der var mor til Christian d. 4. og gift med Frederik d. 2., da hun blev enke. Dronning Sophie var en dygtig iværksætter og forretningskvinde, og hendes arbejde gjorde hende til Nordeuropas rigeste kvinde. Gennem tiden har Dronning Sophie haft stor betydning for både byen og egnen, hvor hun bl.a. fik effektiviseret driften af godserne.

Nykøbing F. slot blev i 1763 revet ned, hvor materialerne fra slottet blev brugt til at opføre herregårde på Lolland-Falster.

I dag kan du mærke det historiske vingesus med en gåtur i Dronning Sophies fodspor gennem Nykøbing F. Turen tager dig forbi ruiner fra slottet, brostensbelægninger, der indikerer slottet og slottets ejendomme, og en række at slottets stalde og magasiner, som er bevaret i byen.

Er du til mere kunst, kan du udforske byens to kunstruter. Ruterne tager dig forbi alt fra Henrik Heerups værk Svanemor, Anette og Michael Arleths Himmelfugl til skulpturer af Thomas Kadziola, der også står bag kunstmonumentet Dodekalitten.

Sukkerroen – Lolland-Falsters hvide guld

Går du en tur gennem Nykøbing Falster i vinterhalvåret, vil du med garanti opleve en særlig duft. Det er duften af sukkerproduktionen på Nykøbing Falster Sukkerfabrik.

”Det hvide Guld”, som sukkeret bliver kaldt blandt lokalbefolkningen, har siden 1800-tallet haft stor betydning for Lolland-Falster. Den første danske sukkerfabrik slog portene op på Lolland, og lige siden har området haft en stærk tradition for at dyrke sukkerroer. I 1884 startede sukkerfabrikken i Nykøbing Falster, og er i dag en af de to tilbageværende sukkerfabrikker i Danmark. Den anden sukkerfabrik ligger i Nakskov, og de to sukkerfabrikker producerer i dag mere end 400.000 tons sukker om året.

Lolland-Falster har Danmarks bedste – og tilmed dyreste – landbrugsjord. Den fede og næringsrige muldjord gør det fordelagtigt at dyrke sukkerroer i dette område, og derfor eksisterer sukkerfabrikkerne også kun på Lolland-Falster for at mindske transporten fra jord til produktion.

Er du nysgerrig på sukkerproduktionen, kan du i november komme på rundvisning på Nykøbing F. Sukkerfabrik, hvor tidligere ansatte fortæller om produktionen.

Fremtiden i Nykøbing Falster

Der er store udviklingsplaner i gang i Nykøbing Falster. Ambitionen er at gøre havnen til en levende og grøn bydel, der hænger bedre sammen med bymidten. Derfor er planen, at havnen bl.a. skal rumme et nyt kulturhus, hotel, museum, markedshal, kontorfaciliteter, boliger, havnebad, grønne områder og en kaj med vandsportsaktiviteter.

Det er ikke kun på havnen, at der er fart på Nykøbing Falster. Flere steder i byen, særligt i den sydlige del, er der flere boligbyggerier med nye lejligheder og rækkehuse i gang. Her bliver det muligt at bo tæt på grønne områder, vand og by.

Samtidig er den kommende åbning af Femern Bælt-tunnelen en gamechanger for Lolland-Falster. Det mærkes også i Nykøbing Falster. Lolland-Falster og resten af Danmark bliver forbundet med Europa, og det giver adgang til nye muligheder og samarbejder. Det skal derfor være nemt at komme rundt – også med offentlig transport. Det betyder, at der etableres en ny jernbanestrækning, som skal forbinde Europa og Skandinavien. Det kan ses i Nykøbing F. Her bliver Kong Frederik den IX’s Bro, der forbinder Lolland og Falster, udvidet med et ekstra jernbanespor.

Indhold er leveret af Visit Lolland-Falster
info@visitlf.dk
Sidst opdateret d. 28/01/2025 10:18

I nærheden