Forsvind ind i en anden tid, når du besøger Næsbydale. Dalen, der ligger mellem Rønbjerg og Løgstør, er en spektakulær V-formet erosionsdal, hvor det rindende vand siden istiden har skåret sig ned i det højtliggende morænelandskab på sin vej ud mod fjorden.
Dette har skabt en dal, med bakket landskab, der ender brat med en 35 meter høj klint, som et af de få steder i Nordjylland. Limfjordens vande gnaver sig konstant ind i landskabet, hvilket medfører at klinten hele tiden skifter udseende. I dag er kløften så dyb, at den når grundvandet, hvilket også kan ses flere steder når I går på stranden.
Langs stranden kan du tilmed finde forskellige sten, nogle af dem, kan spores helt tilbage fra istiden. Ser du ordentligt efter, kan du også finde fossiler, som fx aftryk af forstenede planter, fisk, insekter m.m.
På turen gennem dalen går I i et bakkelandskab, hvor I foran jer kan se Limfjorden. Her er tilmed en flot udsigt til Livø. Under visse vejr-omstændigheder, er Livø tydelig at se. Fra Næsbydale ser det ud til at Livø kommer nærmere under visse vejrforhold. Fænomenet optræder i mærket, overskyet vejr, hvis der pludselig kommer hul i skylaget, der lader solen skinne stærkt på Livø. Fænomenet har givet anledning til mundheld, som kendes stadigvæk i Næsby: "Når Livø kommer nær, får vi andet vejr".
Når I er i Næsbydale, skulle I tage et smut forbi det historiske Næsbydale Badehotel. Her kan I nyde en lækker frokost eller en god kop kaffe med dertilhørende hjemmebagt kage.