Arkitektfirmaet Erik Brandt Dam Arkitekter vandt i 2017 arkitektkonkurrencen om et fornyelsesprojekt, som skal forskønne og helhedsplanlægge Fredericia Vold og fæstningsanlæg.
Fordi Fredericia Vold er fredet, er Statens Slots- og Kulturstyrelse derfor også involveret i renoveringsarbejdet.
I dag er der seks passager gennem Volden men kun tre byporte. Både ved Kongens Port og Sjællandsgade/Prangervej mangler der en egentlig port, og her etableres derfor gangbroer over vejen, så fodgængere kan gå Volden rundt uden afbræk.
Broerne får et moderne udtryk, og de skarpe linjer kommer til at stå i kontrast til Volden. Derved tydeliggøres de nye tilføjelser og understreges som nye. Samtidig er ønsket at opstramme og markere voldens linjer og opbygning.
Sidestykker, spunse og gangbroer skal laves i Cortenstål, og stålets rødbrune overflade er en essentiel del af planernes æstetiske udformning.
Projektet indeholder også en sti langs foden af voldens inderside samt planer for belysning, skiltning, beplantning, bænke og stier på volden.
Første etape af projektet forventes realiseret i 2020 og skal finansieres af de 35 mio., som A.P. Møller Fonden har doneret til formålet.