Roskilde Kloster er en lille kulturhistorisk perle midt i Roskildes travle centrum. Blot 5 minutters gang fra stationen eller fra Domkirken finder man et unikt, historisk bygningskompleks med en stor parklignende have samt en hel speciel kulturhistorie.
Roskilde Kloster er det første adelige jomfrukloster i Danmark. Klostret ligger på det sted, hvor Sortebrødremunkene byggede deres kloster i 1200-tallet.
Rundvisningerne er med klosterets egne guider, som kender klostret og dets historie ind og ud, og varer ca 1 time og 15. min.
I sommerhalvåret starter rundvisningerne med en kort tur gennem klosterets have, - hvis vejret tillader.
Man hører om klosterets spændende historie, om Sortebrødremunkene, Reformationen, oprettelsen af Det adelige Jomfrukloster og helt frem til i dag, hvor klosteret fungerer som en selvejende, almen velgørende stiftelse. Guiden fortæller sjove og spændende historier om klosterlivet, de adelige jomfruer og det nutidige Roskilde Kloster. Man ser Riddersalen med de unikke loftsmalerier, Klosterkirken med Mathisson-Hansen-orglet samt de fine stuer.
Der er mulighed for at leje Klosterkirken til bryllupper.
Riddersalen kan lejes til firmaarrangementer eller til private arrangementer.