Ved området Boller og Bjerrelide syd for Horsens ligger mange skove på rad og række. Mindre kendte end de fleste, men dog absolut seværdige er Kærskov og Dallerup Skov, som er placeret lige øst for landsbyen Ølsted. Skovene er ikke store, men er i umiddelbar forlængelse af hinanden, og kan snildt kombineres til en udflugt.
Du kan udforske de to skove på en cirka 6,5 kilometer lang skiltet rundtur. Skovene er primært bøgeskov, men du vil blive mødt af et alsidigt og varieret billede på din tur rundt. Der er også minde stykker med nåleskov, egetræer, lysninger, små moser og en skovsø.
Hvis du vil besøge skovene, kan du parkere på den lille p-plads mellem de to skove ved Ørnstrupvej. Du kan også parkere i Kærskovens vestlige udkant ved Kærsholmvej, ganske tæt på hovedvejen Vejlevej. Ikke langt derfra, midt i Kærskov, kommer I forbi den lille skovsø Latsø, hvor der er borde, bænke og bålplads. Her kan du holde en pause og nyde en medbragt frokost. Og skulle du få lyst til at overnatte, så er der fri teltning her i Kærskoven.
Turen er skiltet med røde pile. Du kan også vælge at gå en kortere blå rute på 2,3 kilometer. Du kan følge ruterne rundt i skovene via din smartphone på Kystlandets digitale kort. Her fremgår også placeringen af parkeringspladserne.
Ved Kærskovens vestlige udkant, ganske tæt på parkeringspladsen, ligger en større indhegnet hundeskov, hvor menneskets bedste ven kan løbe frit rundt. Resten af skoven egner sig fint til vandring med hund, men her skal hunden naturligvis være i snor.