Jens Bangs Stenhus

Arkitektur og byrum

Bygningen blev opført i 1624 som et modsvar til den daværende borgmester og Jens Bangs halvbror Jørgen Olufsens gård og udgjorde sammen med byens kirketårne Aalborgs skyline. Huset var dermed det første syn, der mødte de tilrejsende, når de kom til byen. Jens Bang boede selv i huset frem til sin død i 1644.

Svaneapoteket havde sin beliggenhed i den imponerende stueetage i Jens Bangs Stenhus i 1666-2014. I løbet af de mange år har apotekerne fyldt det gamle loft med alskens krukker, møbler og udgået medicin. Efter aftale med Aalborg Historiske Museum er det muligt at komme op under taget og opleve Apotekersamlingen.

Storkøbmanden Jens Bang

Jens Bang var en typisk renæssanceskikkelse - storkøbmand, pragtlysten og evnerig - men også stridbar og rethaverisk. Selvom Jens Bang var en stenrig og driftig herre med stor indflydelse i forretningslivet, er hans eftermæle ikke af udelukkende positiv karakter. Efter hans død rygtedes det blandt andet, at han havde myrdet sin krambodsvend.

Jens Bang mistede en betydelig del af sin formue i hans sidste leveår, men døde dog ikke decideret forarmet. Det menes, at Jens Bang efter sin død i 1644 blev begravet i Budolfi Kirke. Ifølge kirkens protokol fra tiden, havde han købt et gravsted til både sin kone og sig selv i kirken, men gravstenen finder man dog intet spor af i dag.

En god historie

Onde tunger hviskede efter Jens Bangs død om, at bygningens mangfoldige, groteske masker og hoveder var karikaturer af hans mange fjender. Skønt Jens Bang var Aalborgs rigeste mand, blev han aldrig medlem af byens styre, hvorfor han sidder på gavlen af sit hus og rækker tunge ad rådhuset.

Dog er denne historie i eftertiden blevet bekræftet som spøgeri, da ansigterne først blev flyttet om på gavlen engang i 1700-tallet. Disse ansigter har dermed kun tjent et kunstfærdigt formål. Denne type sladder var ret hyppigt forekommende dengang, når der var tale om en person af så magtfuld karakter, at man ikke kunne tilsvine hans mæle, mens han levede.

Smykkebutik i det gamle Svaneapotek

Selvom Svaneapoteket ikke længere holder til i Jens Bangs Stenhus, er det stadig muligt at komme ind og se de smukke, gamle lokaler, hvor der i dag ligger en guldsmedebutik. Derfor kan du alle hverdage og lørdage i butikkens åbningstid besøge og gense de fredede lokaler.

Her kan man få fornemmelsen af, hvordan det gamle apotek har set ud med smukt dekorerede reoler, som til dels stadig bærer deres medicinske mærkater. Det originale loft er malet med diverse helbredende urter og blomster, og den gamle disk bliver stadig brugt i dag i guldsmedebutikken Juvelgruppen.

Chr. IV’s Laug og Duus' Vinkjælder

I kælderen af Jens Bangs Stenhus finder du Duus' Vinkjælder. Her kan du nyde en middelalderlig vinkælderstemning og hygge dig med en kold øl. Vinkælderen er tilholdssted for Chr. IV’s Laug. Lauget er mødested for de repræsentanter, som hvert år gæster Aalborg i officiel anledning. Ceremonier eller ej, Duus' Vinkjælder er under alle omstændigheder et besøg værd.

Indhold er leveret af Destination NORD
info@destination-nord.dk
Sidst opdateret d. 06/12/2024 11:09

I nærheden