Street art - Karolinelund

Arkitektur og byrum

Tæt på Nordkraft og Musikkens Hus ligger Karolinelund, hvor du kan opleve den smukke graffiti og streetart, som vidner om Aalborgs mangfoldige bykultur. Murene og væggene i Karolinelund males jævnligt over med nye værker, så det er altid en spændende oplevelse at gå en tur i parken.

På solrige hverdage er Karolinelund et populært samlingssted for aalborgenserne, som mødes på den store plæne. Karolinelund benyttes også flittigt af motionister, og den flade asfalt gør det ideelt at spænde rulleskøjter på fødderne eller køre en tur på sit skateboard. Derudover er parken hjemsted for Fredagsfester med prominente musiknavne.

Populære byhaver og legeplads

Urban Gardening i Aalborghaverne er hurtigt blevet et hit for byboerne. Her vokser blomster og grøntsager i kasser, kummer, potter, højbede og sågar i et toilet og et badekar. Kun fantasien sætter grænser, og Aalborghaverne er bestemt et besøg værd.

I samme ende som byhaverne finder I også en legeplads med legetårn og rutsjebaner, hvor børnene kan slå sig løs, mens I nyder den summende stemning i parken.

Tidligere lå Platform4 i Karolinelund, men dette eventsted er lukket i 2018.

Indhold er leveret af Destination NORD
info@destination-nord.dk
Sidst opdateret d. 11/08/2024 15:03

I nærheden