Værket kan ses i den trappe- og elevatoropgang i Mobilitetshuset på Stigborg, som vender mod nord, og som fører fra gadeplan helt op til Udsigtsterrassen på 6. sal, hvorfra man har en fantastisk udsigt over den nye bydel Stigsborg samt Limfjorden, Aalborg og Nørresundby.
BurnOn er kendt for at lave kvalitetskunst både som streetart, gavl- og vægmalerier og malerier på lærred. Hans værker gør altid indtryk på beskueren, da de oftest fremstår som en genkendelig og rå skildring af virkeligheden. På Stigsborg har BurnOn ladet sig inspirere af ét magisk foto med titlen ”Duelo de titanes” efter ønske af Susanne og Michael (Ulla & Hennings børn). Titaner er giganter, som kan henføres til den græske mytologi, hvor de blev opfattet som præ-olympiske (fodbold)guder!
Vægmaleriet genspejler den intense atmosfære og den uforsonlige og benhårde rivalisering mellem F.C. Barcelona og Real Madrid C.F., som spores overalt i Spanien og den internationale fodboldverden, når de nævnte kultklubber tørner sammen i El Clásico. Der er ikke bare tale om en almindelig fodboldkamp, men snarere en drabelig og heroisk kamp om penge, magt og ære!
BurnOn har fanget det højspændte øjeblik, hvor Fodboldenglen - Señor Jensen fra Real Madrid F.C. - nedstirrer og udfordrer selveste ”Tarzan” Migueli fra F.C. Barcelona midt under kampens hede. På et splitsekund overvejer Henning, om han skal lave en såkaldt "panna" (tunnel) ved at spille bolden mellem benene på ”Tarzan” eller måske drible højre eller venstre om ham, for at ”parkere” sin personlige markør og ”overfrakke”? ”Tarzan” fokuserer formentlig ”kun” på, hvordan i alverden han får tacklet den uberegnelige og dødsensfarlige dansker bedst og hurtigst muligt, så han ikke slipper fri og scorer igen?