Domkirken er opkaldt efter den engelske benediktinermunk og helgen St. Bodolfus som levede i 700-tallet, og blev dyrket som beskytter af rejsende og søfarere. Budolfi kirke har altid spillet en rolle i byen. Man kan blandt andet finde kirken som symbol i Aalborgs våbenskjold, som et af de tre kirketårne. De to andre symboliserer Vor Frue kirke og Klosterkirken.
Der er på Budolfis placering spor efter en trækirke, som kan dateres helt tilbage til 1000-tallet, men kirken, som vi kender den, er hovedsageligt bygget i ca. 1300-tallet i gotisk stil. Barokspiret er fra 1779 og altertavlen samt prædikestolen kan dateres til slutningen af 1600-tallet. Budolfi Kirke har siden 1554 været Aalborg Stifts Domkirke og har plads til ca. 650 tilhørere.
Kirken måler i længden 56 meter, bredden 22 meter (eksklusive sidebygninger). Tårnet måler 28 meter og spiret 35,5, hvilket betyder, at kirken i alt rager 63,5 meter op over byens tage.
En af grundende til, at Budolfi skiller sig ud fra andre danske domkirker, er dens fantastiske klokkespil, som spiller hver hele time fra kl. 8.00 - 22.00. Klokkespillets repertoire udskiftes løbende, så det passer til højtider og årstider. Melodierne, der spilles på timeslag, er computerstyrede, men det er muligt at betjene klokkespillet manuelt. Dette sker ved klokkespilskoncerterne som afholdes med jævne mellemrum.
Klokkespillet har eksisteret siden 1934, men de nuværende 48 klokker blev støbt af det hollandske firma Petit og Fritsen i 1970. Den største af de 48 klokker vejer ca. 1250 kg., mens den totale vægt af det samlede klokkespil er hele 16 tons.
Gudstjeneste i Budolfi Kirke er hver søndag kl. 10.
Læs mere om Budolfi Kirke i Aalborg...