Aalborg Lystbådehavn

Lystbådehavne

Vest for Aalborg midtby finder du Aalborg Lystbådehavn, der er en af Aalborgs smukkeste og mest charmerende perler, og et sted der absolut er et besøg værd. Lystbådehavnen består af to skønne havne, Skudehavnen og Vestre Bådehavn, der hver har sit at byde på, og som om sommeren er fuld af liv, glade ansigter og ren hygge. Rundt om havneområdet ligger der caféer, supermarkeder og gode overnatningsmuligheder. Som sejlende gæst kan du kaste anker ved en af de over 400 pladser, som Lystbådehavnen råder over, samt gøre brug af deres mange faciliteter for gæstesejlere.

Vestre Bådehavn

Vestre Bådehavn er den intime og livlige del af Aalborg Lystbådehavn, hvilket du vil opleve, hvis du tager en tur langs den smalle, indtagende havnepromenaden. Her finder du havnens tre restauranter, Kystens Perle, Restaurant Vestre Baadelaug og Ombord, der alle har udsigt ud over promenaden, bådene og vandet. Derudover forefindes der også andre faciliteter samtt en butik fyldt med maritimt udstyr. Alt dette gør tilsammen, at denne del af havnen er velbesøgt hele året rundt.

Skudehavnen

Skudehavnen er den del af Aalborg Lystbådehavn, der i store dele af året byder på mere fred og ro og større åbne vidder, og her er det ikke blot nyere både, der ligger til havn, men også ældre træskibe. På havneområdet finder du Aalborg Streetfood – Køkkenfabrikken, hvor du kan købe dig til et lækkert måltid indenfor utallige kategorier, oplevelsescentret Springeren samt den gamle fiskerby Fjordbyen. Selvom du her kan forvente mere stilhed, er området stadig et yndet sted for mange lokale at besøge på deres gå- og cykelture.

Læs mere om Aalborg Lystbådehavn i Aalborg…

Indhold er leveret af Destination NORD
info@destination-nord.dk
Sidst opdateret d. 07/09/2023 09:56

I nærheden