Vendsyssel Kunstmuseum - Udstilling med Peter Max-Jakobsen: ConTræ - Grafik 2008-2024

Kunstnere og kunsthåndværkere

Oplev et stort udvalg af billedkunstner Peter Max-Jakobsens grafiske værker fra 2008 til i dag. Med sin kunst stiller Peter Max-Jakobsen skarpt på menneskets relationer, hvad enten det drejer sig om vores relation til samfundet, naturen eller til andre. I værkerne møder man ansigtsløse menneskekroppe, der væver sig ind og ud ad hinanden, eller træer uden blade. I flere tilfælde smelter de to motivkredse sammen, så årer bliver synlige i menneskenes hud, og træernes krogede grene får form og gestik som en menneskehånd.

Peter Max-Jakobsen (f. 1973) er født og opvokset i Aalborg, men bor og arbejder i dag i Vendsyssel, hvor han står bag en række større offentlige udsmykninger såsom ’Mennesketræet’, 2021 til Vrå Skole og Børnehus og den kommende ’High Personal Resonance’, 2025 til Hjørring Private Realskole.

Max-Jakobsen er rigt repræsenteret i Vendsyssel Kunstmuseums samling, der, foruden grafik, tæller flere markante malerier og installationer af kunstneren. I 2010 viste museet soloudstillingen Peter Max-Jakobsen – Menneskets natur, der retrospektivt udfoldede kunstnerens arbejde med maleri og installationskunst. Med denne udstilling er turen nu kommet til den grafiske produktion.

Indhold er leveret af VisitNordvestkysten, Hjørring
info@visitnordvestkysten.dk
Sidst opdateret d. 29/01/2025 09:02

I nærheden