Hjørring Bjerge

Naturområder

Hjørring Bjerges højeste parti, Bellevue, er med sine 69 meter over havet også Hjørrings højeste punkt. Der er her opført et udsigtstårn, hvorfra man har en storslået udsigt over bjergene, Hjørring by og i klart vejr ud over klitterne og Vesterhavet. Det første tårn blev etableret omkring 1900. 1915 rejstes et nyt 9 m højt trætårn, og i 1965 blev det nuværende 14 m høje tårn af limtræ opført.

I Hjørring Bjerge findes der mange kulturspor. Fra oldtiden er der fundet flint fra jægerstenalderen samt jernaldergrave. Der findes spor efter tyske befæstninger fra besættelsen under 2. verdenskrig med blandt andet tre små bunkers og sammenfaldne løbegrave.  På højderyggen lå desuden byens gamle rettersted. Her stod byens galge, som blev benyttet sidste gang i 1822, da Thomas Thomsen Bisp blev henrettet ved halshugning.

Indhold er leveret af VisitNordvestkysten, Hjørring
info@visitnordvestkysten.dk
Sidst opdateret d. 23/03/2021 13:56

I nærheden