Vendsyssel Kunstmuseum - Nål og Tråd - Håndarbejde I Kunsten

Kunstnere og kunsthåndværkere

Nål & tråd – Håndarbejde i kunsten præsenterer en lang række kunstnere, som på tværs af både tid og sted, motiv og medie arbejder i krydsfeltet mellem kunst og håndarbejde. Gennem den danske kunsthistorie fra 1800-tallet til i dag dykker udstillingen ned i håndarbejdets traditioner og kunstneriske nybrud og fortæller historien om de arbejdende hænder i en tid, hvor flere søger mod håndarbejdet i form af strik, hækling og broderi.

Igennem århundreder har håndarbejdet været en central del af kvinders husholdningsarbejde, ligesom det også har været en væsentlig indtægtskilde. I takt med industrialiseringen skyder klædefabrikker op over hele landet, herunder Bechs Klædefabrik, der i dag danner ramme om Vendsyssel Kunstmuseum. Også i billedkunsten har håndarbejdet sat sine spor. Det er de tråde, udstillingen samler op: fra historiske værker, der skildrer håndarbejdende mænd og kvinder, over billedvævere, der forvandler garn til originale kunstværker, til samtidskunsten, der har genopdaget håndarbejdet. På udstillingen vises værker af en lang række kunstnere såsom Anna og Michael Ancher, Inge Bjørn, Jenny Hansen, Olivia Rode Hvass, Gudrun Hasle, Ragna Brasse, Adam Christensen, Anna Thommesen og mange flere.

Udstillingen er produceret af Kunstmuseum Brandts og realiseret i samarbejde med Sorø Kunstmuseum og Vendsyssel Kunstmuseum, hvor de mange indlån suppleres af værker fra samlingen.

Indhold er leveret af VisitNordvestkysten, Hjørring
info@visitnordvestkysten.dk
Sidst opdateret d. 30/01/2025 14:25

I nærheden