Og det var ikke småpenge, der blev handlet for. Historien går, at en hestehandler kunne tjene så mange penge, at han kunne dække Rådhustovet for enden af gaden med pengesedler på højkant.
Længere oppe ad gaden ligger Hotel Randers. Det er et af Danmarks ældste hoteller og har huset mange forskellige berømtheder som Kong Christian d. 10., Keith Richards fra Rolling Stones og H. C. Andersen. Den sidste havde ikke just et godt ophold på hotellet. Han skrev i gæstebogen; ”Det var en helvedes nat, jeg lå som i et dampbad, tæt ved græd et lille barn, og på gangen gik jyske hestehandlere med tunge støvler”.
Hotel Randers har altid haft en eksklusiv aura – en overnatning kostede f.eks. hele 2,5 kr. tilbage i 1904 – og der er meget at opleve for både den gastronomi- og kunstinteresserede. Restauranten er dekoreret af Jean René Gauguin i art deco-stil, og det moderne brasserie er indrettet som en fusion af det moderne og traditionelle.
Senest er selve hotellet blevet totalrenoveret efter en omfattende brand i 2015. Trods renoveringer og udvidelser har Hotel Randers dog beholdt sin charme og står tilbage som en elegant tidslomme.