Skt. Andreas Kirke

Kirker og klostre

Skt. Andreas Kirke

Apostlen Andreas har givet navn til kirken, fordi Peder og Andreas var brødre, og Skt. Andreas sogn blev udskilt fra Sct. Peders sogn. Ifølge overlevering blev Andreas henrettet på et liggende kors. Derfor anvendes det såkaldte Andreaskors ofte i forbindelse med kirken. Arkitekten var Holger Jensen, som er kendt for mange andre kirkebyggerier. Kirken blev indviet den 15. august 1971.

I år 2000 er der tilføjet en tilbygning i den vestlige ende. Bygningen består af en høj væg mod øst og et skråt tag med tre rækker lave vinduer mod vest. Mod syd er der et smalt vindue, der går fra gulv til loft. Denne del af bygningen rummer selve kirkerummet. Den øvrige del af bygningen har fladt tag og rummer menighedslokaler, "våbenhus", konfirmandlokaler, kontorer, o.s.v.

I midten af bygningen er der en åben atriumgård med glaspartier hele vejen rundt. Kirken er bygget af røde mursten, som er synlige både udvendig og indvendig. Et lille klokketårn rummer de 2 klokker, som er fremstillet i England på verdens ældste klokkestøberi. Døbefonten er en meget smuk og meget gammel granitfont, som har stået i kælderen på Kulturhistorisk Museum i Randers. Ingen ved præcist, hvor gammel den er, men fonten har fået sin plads i Skt. Andreas kirke, hvor den minder menigheden om, at den kristne kirke har levet i det danske folk i mange århundreder.

Hvis kirken er låst kan henvendelse ske på kirkekontoret.

Kirkekontoret har lukket på helligdage samt d. 24/12 og d. 31/12

Indhold er leveret af VisitAarhus
info@visitaarhus.com
Sidst opdateret d. 13/03/2024 12:18

I nærheden