Stensballe Skov og Bjerge

Naturområder

En alsidig naturoplevelse

Bevæger du dig mod øst ad den populære vandrerute Fjordminoen gennem bydelen Stensballe, vil du opleve, hvordan Horsens stopper brat og bliver erstattet af en grøn mur af skov. I området mellem Husodde Strand, Stensballegaard Golfklub og landsbyen Haldrup venter flere skove, stier, aktiviteter og interessante naturområder.  

En grøn færdselsåre langs Horsens Fjord

Fra Husodde Strand kan du følge en sti langs kysten mod øst. Gennem skov vandrer eller cykler du med udsigt til Horsens Fjord. Denne kystnære strækning er hjemsted for mange populære vandre- og cykelruter. Heriblandt kan nævnes vandreruterne Fjordminoen og Banestien Horsens-Odder samt Cykelruten Horsens Fjord og National Cykelrute 5 – Østkystruten. Området er desuden populært blandt lokale løbere og hundeluftere.

Først kommer du gennem Elbæk Skov. I Elbæk Skov ligger en fin hundeskov på din venstre hånd. I Elbæk Skov er en borgbanke fra middelalderen. Voldstedet daterer sig til 1200-tallet og er sandsynligvis en forgænger for herregården Stensballegård, som stadig står i dag. Ned til kysten vil du opleve, at træer ligger væltet ned på stranden. Her kan børn godt lide at klatre og lege.

Lidt længere henne ligger Brakør Skov. Når vejen slår et skarpt sving mod venstre, anbefaler vi, at du bevæger dig ud på den lille halvø Troensø og nyder den flotte udsigt over Horsens Fjord.

Herefter bevæger du dig mod nord gennem den store Stensballe Skov i retning af Haldrup. Hvis du vil gøre turen til en rundtur, kan du dreje ind i land og komme ud på den anden side af skoven hos Stensballegaard Golfklub. Nær klubhuset fører en gammel herregårdssti ned til Husodde Strand ad en gammel græsklædt herregårdssti.

Udforsk bjergene

I og bag Stensballe Skov ligger et ganske kuperet område, som i daglig tale kaldes Bjergene. Stensballe Bjerge er fredet, og området har et smukt og dramatisk landskab. Bjergene er præget af bløde bakker, der mange steder giver en vidunderlig udsigt over området.

Fra de høje punkter er der udsigt over Horsens by, Horsens Fjord og Vorsø. Det højeste punkt ligger i 84 meters højde og kaldes Stensballe Bjerg. Stensballe Bjerge kan både nås ad stier gennem Stensballe Skov eller ad en 1,6 kilometer lang sti, som starter ved Bygaden i Stensballe.

Alternativt kan du på Bygaden også finde en fin 700 meter lang rundtur på en trampesti, der fører op på en af bakkerne i bjergene.

En vej ved navn Bjergene forbinder Bygaden med stien langs kysten ved Haldrup Strandvej. En fuld rundtur over Husodde Strand, langs kysten gennem Elbæk, Brakør og Stensballe Skov over Bjergene og Stensballegaard Golfklub er 10,4 kilometer lang.

Golf, minigolf, is, strand eller mad?

Ved Blå Flag-stranden Husodde Strand ligger campingpladsen Horsens City Camping. Her ligger en kiosk med salg af is, kolonial og lette måltider. Campingpladsen har også en minigolfbane ned til stranden, der kan benyttes af alle samt en lækker, overdækket swimmingpool med vandrutsjebane.

Tæt herpå ligger golfklubben. Her kan du prøve kræfter med golfsporten for et beskedent beløb eller nyde et godt måltid mad og kolde drikkevarer hos Brasserie Stensballegaard. Og når du alligevel er her, så bør du også tjekke rombutikken RomDeluxe, som hører hjemme i Stensballegaards gamle smedje, hvorfra de sælger et stort udvalg af rom og anden spiritus (herunder egen produktion) samt specialiteter.  

Flere naturoplevelser i nærheden

På denne side kan du finde inspiration til andre naturoplevelser i Kystlandet.

Læs også denne guide til andre oplevelser ved Horsens Fjord.

Eller find inspiration til vandreture i andre af Kystlandets skove her

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 07/11/2024 10:51

I nærheden