Aqua Forum

Svømmehaller og vandlande

Meget mere end bare en svømmehal

Husker du fornemmelsen af vægtløshed, mens du glider gennem vandet, smilet på børnenes læber og den afslappende følelse, der breder sig i hele kroppen, fordi du pludselig har fået rørt samtlige muskler? På en tur i Horsens' største svømmehal får du vækket alle dine sanser. Selvom børnene er til fart over feltet og pjaskeri i timevis, og du egentlig selv mest af alt trænger til en god omgang afslapning, så opfylder Aqua Forum alle jeres behov.

Bassiner for hele familien

Du kan f.eks. få rørt hele kroppen ved at tage dig en rask svømmetur i det nye 50-meter bassin.

Er du mere til ting, der kildrer i maven? Så prøv udspringsbassinet, hvor du kan springe i vandet fra 1 eller 3 meter-vipperne eller fra det 5 meter høje udspringstårn. Her kan du svømme en tur rundt om eller gennem de mange sjove vandinstallationer, såsom massagedyserne, boblebænken, modstrømskanalerne og vandfaldet, og der er også her, du kan tumle rundt med familien og ”bestige” både store og små legeredskaber.

Har du mindre børn, kan I alle hygge jer sammen i det dejligt varme vand i babybassinet. Her er der desuden et godt udsyn over det meste af svømmehallen, så du kan holde øje med de større børn i andre dele af vandlandet.

Kom helt ned i gear med wellness

Prøv også Aqua Forums spabad, dampbadet, saunaen eller det fælles tylarium. Det er ikke bare ren nydelse, det er også en garanti for afslapning.

To gange om ugen kan du opleve saunagus – en aromaterapeutisk oplevelse, hvor gusmesteren kommer vand tilsat æteriske olier på de varme sten i saunaen og fordeler dem i rummet ved at svinge et håndklæde. De æteriske olier har en helende effekt, og saunagus er godt for både hud og sind.

Træning og fitness

I løbet af ugen afholdes der flere fitness-aktiviteter. Deltag i Aqua Fitness, der er en alsidig træningsform i vand med gymnastik- og fitnessøvelser, intensitets- og pulstræning. Eller prøv Aqua jogging, der er løb og gang i vand med skiftende intensitet. Det er simpelt, men giver en god forbrænding.

Både Aqua fitness og jogging er gratis at deltage i, når du har betalt din indgangsbillet. Du kan finde de ugentlige træningstidspunkter på hjemmesiden. Vær dog påmærksom på, at der ikke er fitness aktiviteter i skolernes ferie.

Ved udspringsbassinet finder du altid en vogn med træningsredskaber og beskrivelser af øvelser, der træner hele kroppen.

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 11/09/2024 13:14

I nærheden