Færgehavnen Snaptun er det mest fredelige og hyggelige sted man kan forestille sig. Men i 15-1800-tallets krige havde stedet en strategisk vigtig rolle i forsvaret af Horsens. Hvis fjendtlige skibe skulle ind til Horsens, skulle det ske gennem den relativt smalle indsejling til Horsens Fjord ved Hjarnø Sund. Med andre ord skulle de sejle lige forbi Snaptun. Derfor udgjorde skanserne et frygtindgydende og effektivt forsvar af handelsbyen.
Hvis du fra havnen i Snaptun følger den populære vandrerute Kyststien Snaptun-Juelsminde, kommer du langs kysten gennem Tønballe Skov. På toppen af en høj skrænt kommer du forbi to kanoner. De to kanoner er ikke originale, men stammer fra linieskibet Christian VII, der i vinteren 1787 forliste i en storm ved Anholt.
De markerer dog, hvor svenskeskansen blev opført i 1658 under Svenskekrigen. Fra den stjerneformede skanse er der en flot udsigt over sundet.
Det siges, at fyrretræerne, som i dag vokser på skansen, stammer fra frø, som soldaterne uden at vide det medbragte i deres udstyr.
Fortsætter du et kort stykke ad Kyststien fra Svenskeskansen, kommer du til Hundshage, som er en markant spids i landskabet. Her lå det største af Snaptuns batterier. Store Batteri blev opført under Englandskrigen i perioden 1807-1814. Det stjerneformede forsvarsværk bestod af et større antal kanoner, barakker, krudthus og et blokhus til soldaternes beskyttelse.
Det var godsejer Jes Glud fra det nærliggende Jensgaard, der var ansat til at lede forsvaret. Jensgaard kommer du forbi, hvis du fortsætter endnu en kilometer ad Kyststien.
Store Batteri er i løbet af de sidste 50 år ædt af havets bølger. I dag ligger en lagune, hvor batteriet før var.
Tilbage ved lystbådehavnen i Snaptun kan du gå ganske kort langs stranden mod nordvest til du kommer til en lille forhøjning. Forhøjningen er de synlige rester af Lille Batteri, som ligesom Store Batteri stammer fra Englandskrigen. Det menes at være bygget på resterne af en ældre skanse som Frederik 2. lod bygge i 1566. Lille Batteri er i dag overpløjet, men man kan stadig fornemme anlægget. Kort herfra ligger det sandklædte Hesteodde og stikker et stykke ud i vandet. Herfra har du en fin udsigt.
Skanserne ligger som nævnt langs den skønne vandrerute Kyststien Snaptun-Juelsminde. Det er dog også muligt at gå en kortere rundtur ved Snaptun omkring havnen, kysten og Tønballe Skov.
På dette digitale kort kan du følge ruter i naturen ved Snaptun.