Gyllingnæs Gods

Slotte og herregårde

Smuk herregård ved Horsens Fjord

Den store halvø, Gyllingnæs, ligger fredeligt, langt fra større byer. Herregården for enden af halvøen, hvis historie går tilbage til starten af 1800-tallet, har haft en interessant ejerhistorie, og står den dag i dag smukt som en port til Horsens Fjord.

Herregårdens historie

Jorden, hvor herregården i dag ligger, tilhørte oprindeligt Åkjær Gods, men blev i 1801 købt af den engelske købmand John Smith, som havde økonomisk interesse i de mange værdifulde egetræer, som dengang dækkede halvøen. Gården forblev på engelske hænder langt op gennem 1800-tallet. Smith-familien var ganske flamboyant og skulle efter sigende have en fortid som pirater, ligesom de blev beskyldt for blandt andet bortførsler og utugt. John Smiths søns livsstil bliver beskrevet i St. St. Blichers novelle, Den Hule Eg, mens også T.A. Beckers novelle ”Englænderne på Gyllingnæs” sætter fokus på de interessante ejere.

Den dag i dag ejes Gyllingnæs af den kendte finansmand Troels Holck-Povlsen, der er stifter af den verdensomspændende modetøjskoncern Bestseller. Gyllingnæs er en af gårdene i virksomheden De 5 Gårde, som sælger danskproducerede fødevarer.  

Den nuværende hovedbygning blev opført i 1865 som en elegant, hvidpudset bygning i to etager.

Se Gyllingnæs på en vandretur

Der er ikke offentlig adgang til herregården, og det er ikke tilladt at bevæge sig ind i den parklignende have. Det er dog muligt at se herregården fra kysten på en vandretur. Fra landsbyen Lerdrup går en grusvej langs Lerdrup Bugt til halvøens vestligste punkt, hvor der er en lille p-plads. En vandretur herfra og ud til spidsen af halvøen langs kysten og tilbage er cirka 9 kilometer. Undervejs på turen kommer du lige forbi herregården ved strandkanten.

Du kan læse mere om vandreturen og halvøen Gyllingnæs på denne side.

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange historiske bygningsværker og attraktioner, som sætter fokus på områdets kulturhistorie. På denne side kan du finde inspiration til andre historiske oplevelser i Østjylland.

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 15/10/2024 11:08

I nærheden