Normalt ikke – så bliver præsten nemlig sur! Men hos Hjarnø Minigolf har du faktisk muligheden. Her er et af banens huller udstyret med en miniversion af kirken som fungerer som forhindring. Og undervejs på turen rundt på banens 12 huller møder du mange andre referencer til Hjarnøs oplevelser og historie. Du møder blandt andet Hjarnøfærgen, nogle af øens dyr, den gamle mølle og den sagnomspundne hval.
Hjarnø Minigolf ligger i en hyggelig lille park midt på øen. Rundt i parken er der opstillet borde/bænkesæt, og her er I velkomne til at nyde jeres medbragte frokost.
Hjarnø Minigolf er ubemandet og selvbetjent det meste af året. I banens lille butik kan man hente køller, bolde, scoreboards og finde regler samt instruktioner til betaling. Det koster 40 kroner pr. voksen og 30 kroner pr. barn at gå en runde på banen. Betaling foretages kontant eller via MobilePay. I butikken er der mulighed for at købe is og drikkevarer.
Derudover kan der i sæson også købes friske ø-grøntsager, ærter, jordbær og quinoa fra Hjarnø Kål og Grønt samt kartofler fra Hjarnø Kartofler.
Du finder Hjarnø Minigolf på Hovedvejen 33, lige overfor Skolehaven og ved siden af Hjarnø Camping. Sæsonen løber fra april til og med uge 42 med åbningstider 10-20. I sommerperioden (juni-august) er der åbent dagligt, mens der i forår og efterår som udgangspunkt er åbent i weekenden. Hvis I ønsker at spille på hverdage i denne periode, kan I kontakte Hjarnø Minigolf på forhånd – så sørger de for, at der er åbent.
Hjarnø er en lille ø i Horsens Fjord med lidt over 100 indbyggere. Øen ligger ganske tæt på kysten – færgesejladsen fra Snaptun tager kun 5 minutter, og færgen sejler i fast rutefart hele dagen. Hjarnø byder på lettilgængelig østemning, historie, mulighed for spisning og indkøb samt ikke mindst masser af fred og flot natur.