Kystfiskeri på Alrø

Lystfiskeri

Et foretrukkent valg til fiskeri ved Horsens Fjord

Området omkring Hjarnø, Alrø og Borre Knob er popuært og godt fiskevand. Selom fjorden er bred på dette stykke, gør øerne, at fiskene skal finde gennem en smal rende, hvorfor der er en høj koncentration af fisk. På Alrø er du relativt uafhængig af vind- og vejrforhold og kan hurtigt rykke til et andet sted på øen, hvor der er læ, hvis vinden skulle skifte.

Fiskeri på Alrøs sydspids

Alrøs sydlige spids, også kaldt Egehoved, er et ganske populært valg af fiskeplads. Her er der en ganske fin koncentration af havørred, regnbueørred samt hornfisk. Vadning er nødvendigt ved denne plads, men vær meget opmærksom. Der er en dyb rende med stærk strøm, som falder meget pludseligt.

Vi anbefaler at fiske over et muslingerev, der går i vestlig retning fra Egehoved, cirka fem minutters gang i denne retning. Revet ligger cirka 100 meter fra kysten og vil oftest være synligt. Herfra kan der fiskes mod nord. Dette er en oplagt plads til fluefiskeri.

Det er let at finde frem til Egehoved. Følg Alrøvej hele vejen gennem øen, og vejen slutter ved en p-plads ved sydspidsens lille færgeleje. Her er også en toiletbygning.

Fiskeri ved Alrø-dæmningen

Alrø er forbundet til fastlandet via en dæmning på Horsens Fjords nordlige side. På østsiden af dæmningen er der en fin, familievenlig fiskeplads. Der er ret lavt og fladt vand, og generelt er forholdene bedst ved højvande og svag, vestlig vind. Pladsen er ganske populær i hornfiskesæson, ikke mindst blandt familier, som vil prøve kræfter med hornfiskefangst. Underlaget er sandbund med få sten. Hav- og regnbueørred findes tit i dybe render mellem Alrø og Lerdrup. Vær opmærksomme på disse render, som er op til tre meter dybe og med stærk strøm.

Nord for dæmningen, på Alrøvejs vestlige side, ligger en større parkeringsplads med toiletbygning og bænkesæt.

Andre fiskespots i området

På denne side om kystfiskeri i Kystlandet kan du finde inspiration til din næste fangst ved den jyske østkyst.

Mangler du det helt rigtige fiskeudstyr?

Effektlageret er lokalområdets største udbyder af fiskeudstyr. Foruden en stor webshop har Effektlageret en fysisk butik i Horsens med et stort udvalg til enhver form for fiskeri. 

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 10/12/2024 11:29

I nærheden