Alrø Kirke

Kirker og klostre

Lille ø-kirke midt på Alrø

Nøjagtig som naboøen Hjarnø, har Alrø sin egen lille kirke fra starten af 1400-tallet, som gennem århundreder har været øens religiøse og ceremonielle samlingspunkt. At kirken er fra denne tid, skyldes formentlig, at den danske stat op til denne tid fik beskyttet kysten mod sørøvere, som før denne tid gjorde området svært beboeligt. Kirkens klejne størrelse passer til øens begrænsede befolkning på cirka 150 beboere. Både kirkens størrelse og alder skiller sig ud fra kirkerne på fastlandet.

Den dag i dag er kirken stadig aktiv og sit har eget sogn. Her holdes gamle kirketraditioner i hævd, som ellers for længst er forsvundet fra fastlandet.

Om kirken

En spøjs detalje omkring Alrø Kirke er, at den fremstår som en romansk kirke selvom den er bygget sent i middelalderen. Det har med andre ord været en gammeldags byggestil, som blev benyttet. Det vides ikke om man havde en anden kirke i tankerne, da man byggede Alrø Kirke – måske var det en form for genskabning af en tidligere kirke.

Et meget lavt våbenhus samt fraværet af et kirketårn gør, at kirken ser meget lille ud udefra. Kirken har to klokker. En lille klokke i gavlen, som kun benyttes ved særlige højtider, og en større klokke, som står i en klokkestabel på jorden på kirkegården. Gamle ringetraditioner holdes stadig i hævd, og i forbindelse med dødsfald ringes der i en time, selvom sjæleringning faktisk blev forbudt ved Reformationen.

Af det oprindelige inventar er kun døbefonden, hvis lige ikke kendes andre steder i landet. Den er indhugget med fire frontalvendte væsener, der sidder på hug med udadvendte fødder og med udbredte arme, der krydses med naboens. Mellem figurerne ses fire store fugle - to med udbredte vinger og to med samlede. Prædikestolen er af nyere dato.

Kirken har ikke et overdådigt og storslået kirkerum, men nærmere intimt, venligt og med moderne belysning.

Vil du besøge Alrø Kirke?

Alrø Kirke er åben i dagtimerne, hvis den ikke er i brug til ceremonier eller gudstjenester. Du er velkommen til at kigge ind, når du besøger øen. Kirken ligger midt på Alrø helt ud til øens færdselsåre, Alrøvej. Du kan derfor ikke undgå at se kirken, hvis du bevæger dig gennem øen.

Om Alrø

Alrø er en mindre ø i Horsens Fjord, der er landfast via en dæmning på nordsiden af fjorden. På sydsiden af fjorden er der et lille færgeleje, hvorfra en cykelfærge i sommerhalvåret sejler til naboøen Hjarnø. Alrø er kendt for sine lækre spisesteder – heriblandt de legendariske kæmpetarteletter, som efterhånden er blevet kopieret mange steder i landet. Alrø er en del af de populære ruter rundt om Horsens Fjord, Fjordminoen og Cykelruten Horsens Fjord.

På denne side kan du læse mere om Alrø og finde inspiration til dit besøg.

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 25/11/2024 12:08

I nærheden