Den Store Flugt - FÆNGSLET's legeplads

Legepladser

Når flugten fra fængslet bliver en leg

I de grønne områder uden for Nordeuropas største fængselsmuseum, kan børnene lege i en miniatureudgave af FÆNGSLET kaldt ”Den Store Flugt”. Måske har I lige været inde og se den spændende fængselsudstilling – måske leder I bare efter en god legeplads. Uanset hvad er I velkomne her i den offentligt tilgængelige park.

Med skjulte flugtveje, junglenet, klatrevæg, rutsjebaner, gynger og meget andet, er der masser af udfordring for små eventyrere. Børnene kan slippe fantasien fri og lege fængselsvagt og fange – ja, så får ordet ’fangeleg’ en helt ny betydning.

Omkring legepladsen er der rigeligt med borde/bænkesæt, så forældre kan holde øje med børnene, og I sammen kan nyde en medbragt frokost. Men I kan også vælge at gå de få skridt ind til Brasseriet FÆNGSLET, hvor I kan få en god kop kaffe, sodavand eller et frokostmåltid.

1-2-3-4… 1000 meter!

Fængselsparken går hele vejen rundt om FÆNGSLET. Når der ikke lige afholdes middelalderfestival eller andre store events, kan man her nyde godt af de grønne omgivelser og aktivitetsmuligheder. En sti ved navn ’tusindmeterstien’ fører rundt i parken. Undervejs på turen kommer I forbi en fodboldgolfbane, escape rooms og et flot udsigtspunkt med udsigt over Nørrestrand.

Og når I nu alligevel er her… hvorfor så ikke prøve at besøge Fængselsmuseet? Der er gratis adgang for børn og unge, så det er kun mor og far, som må betale et beskedent beløb.

Andre legepladser i Kystlandet

Søger I inspiration til andre legepladser i Horsens og omegn? På denne side kan I finde inspiration til jeres næste udflugt.

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 22/08/2024 09:42

I nærheden