I den vestlige del af Horsens ligger et 300 hektar stort naturområde med mange aktivitetsmuligheder. Halvdelen udgøres af det folkekære Bygholm Sø og Åbjergskoven, mens den anden halvdel er et nyetableret naturområde på 161 hektar ved navn Rugballegård Skov.
Rugballegård Skov skaber en grøn forbindelse mellem Horsens og Hatting. Det er Danmarks største folkeskov og samtidig den mest artsrige af sin art med hele 185.000 træer og 52 forskellige arter. Cirka halvdelen af Rugballegård Skov er udviklet som egentlig skov, mens den anden halvdel er mere åbent naturlandskab, og på en gåtur gennem området kan du opleve stor variation.
Folkeskove er udviklet med fokus på besøgendes oplevelse og rummer mulighed for forskellige aktiviteter. Rugballegård har et omfattende stisystem, der gør det muligt at gå mange ture i området og se noget nyt hver gang. I den sydlige del af området er der anlagt en hundeskov, hvor hunde kan løbe frit. I den nordlige ende kan du se den flotte jættestue Grønhøj fra oldtiden, og I er velkomne til at kigge ind. Men pas på den gamle konstruktion – den er ældre end pyramiderne i Egypten.
Rugballegård Skov har direkte forbindelse til Åbjergskoven og Bygholm Sø – og Bygholm Park ligger ganske tæt på Rugballegårds østlige ende. Det er oplagt og let at kombinere et besøg i Rugballegård med de andre naturområder.
Hvis du vil køre direkte til Rugballegård, kan du finde to parkeringspladser i Rugballegård Skov’s sydlige ende langs Hattingvej. Se kortet ovenfor for placering af p-pladser samt forslag til vandreture.
Leder du efter inspiration til andre lignende vandreture i skove? På denne side kan du finde inspiration til skove i og omkring Horsens.