Horsens Hospitalskirke

Kirker og klostre

Interessant historisk bygning i midtbyen

Som sidegade til Horsens’ gågade Søndergade ligger den smukke, gamle, brostensbelagte Hospitalsgade. Som navnet antyder, har gaden historisk været hjemsted for byens hospital, og bygningen står stadig som et levende bevis for denne tid.

I middelalderen var et hospital et sted, hvor man tog imod krøblinge, gamle og syge, som ikke kunne passes af egen familie. Sådanne hospitaler fandtes i enhver købstad. Hospitalet i Horsens startede som en såkaldt Skt. Jørgensgård, hvis opgave var at behandle meget smitsomme sygdomme – i særdeleshed spedalskhed. I 1552 beordrede Kong Christian d. 3. Skt. Jørgensgård nedlagt, og den blev lagt sammen med Aarhus Hospital. Det viste sig dog at være en fejl, og allerede i 1560 blev Horsens Hospital opført på samme sted med kirken som en integreret del af hospitalet. Her kunne ældre personer få ophold og leve under trygge vilkår. Hospitalet er for længst lukket, men bygningen fungerer den dag i dag stadig som ældreboliger.

Om bygningen

Hospitalskirken skiller sig i høj grad ud fra den klassiske danske landsbykirke. Den er nemlig integreret som en fløj i en fornem bygning. Når du står på Hospitalsgade og kigger på bygningen, er det tydeligt, hvor kirken befinder sig. Midt på bygningen, under et gamle hospitalsur og klokke, er en portal som indgangsparti. Indgangspartiet opdeler bygningen i en højre og venstre del. På vinduernes form kan det tydeligt ses, at venstre side er kirken.

Selvom hospitalet fra 1560 er blandt Horsens’ ældste bygninger, er kirken dog væsentligt nyere end de mange danske landsbykirker, som typisk blev opført i perioden 1150-1250.

Selve kirkerummet er ganske lille (6x12 meter). Indretningen af kirken er primært fra 1869 med et karakterfuldt præg af nygotik. Dog er der enkelte stykker i kirken, som antages at være ældre. Blandt andet mener man, at kirkens romanske klokke er fra år 1200, og der er grund til at tro, at klokken er erhvervet fra en af byens katolske kirker ved hospitalets stiftelse i 1560. Klokken har ingen inskriptioner, men faconen tyder på, at den kunne stamme fra 1200-tallet. Den er anbragt i et særligt fundament på loftet over Hospitalskirken. Der er installeret automatisk ringning, så både lugen i baggrunden, selve ringningen og bedeslags kneblen kan styres fra kirken.

Kirkens altertavle er fra 1869, men man har beholdt og genbrugt værdifulde skulpturer fra den oprindelige tavle.

I gården vest for kirkelængen er her anlagt en gård bestående af brolægning og bede med roser og lavendler. I gården finder du en skulptur af bronze kaldet Mor og Barn udført af billedhuggeren Gottfred Eickhoff i 1968.

Kirken er lukket

Efter næsten 500 års funktion som aktiv kirke lukkede Horsens Hospitalskirke med udgangen af 2021. Det er derfor ikke muligt at besøge kirken, men det er stadig muligt at se den gamle bygning udefra, som fremstår smukt i den lille, idylliske gade.

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.  

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 16/10/2024 11:23

I nærheden