Er du nysgerrig på Horsens og omegns historie? Leder du efter information om en bestemt person, bygning eller virksomhed? Eller vil du gerne dykke ned i familiens historie?
Hos Byarkivet i Horsens, som er placeret i forbindelse med Horsens Museum, har du adgang til en enorm mængde arkivmateriale fra 1800-tallet og frem til i dag – heriblandt 200.000 fotos, bøger om lokalhistorien, gamle adressebøger, kirkebøger m.m. Her har du mulighed for gratis at dykke ned i materialet på egen hånd eller at få personalet til at lave en arkivundersøgelse for dig mod betaling.
En stor del af det historiske materiale fra byarkivet i Horsens samt andre lokalarkiver ligger tilgængeligt digitalt på siden arkiv.dk. Her kan du søge på materiale gennem en filtreret søgefunktion, så du let kan fremsøge materiale fra et bestemt årstal eller en bestemt type arkivmateriale. Det er ikke alt materiale, som er tilgængeligt digitalt, da processen med at digitalisere det gamle materiale er lang. Derudover er noget materiale undtaget fra offentliggørelse.
Byarkivet i Horsens kan besøges gratis. Der er åbent tirsdag-torsdag i hver uge, dog kan der være undtagelser i forbindelse med ferier. Arkivet tager dog betaling for en række ydelser, herunder arkivundersøgelser i samlingen foretaget af personalet, scanninger af fotos og lignende.
Du kan se de nøjagtige åbningstider samt priser for ydelser på denne side.
Byarkivet ligger på samme adresse som Horsens Museum. Og hvorfor ikke kigge rundt i museets spændende udstillinger om alt fra arkæologi til Vitus Bering, skeletter og nyere byhistorie?
Læs mere om Horsens Museum på denne side.
Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.