Knivholt Hovedgård

Slotte og herregårde

Knivholt dengang og nu

Den gamle herregaard kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. I 1700- tallet var hovedgaarden bl.a. kendt for sin utroligt kønne Renæssancehave. Man kan se en kopi af den smukke gamle have, da man er ved at genetablere den. På daværende tidspunkt ejede herremanden også store dele af byen der dengang hed Fladstrand. Indtil 1988 har gården fungeret som landbrug.

Man startede renoveringen af den stærkt forfaldne gård i starten af 1993. Herregaarden er nu smukt renoveret og renoveres stadig nænsomt, så den med tiden vil fremstå som dengang i gamle dage. Gården kaldes ”Folkets Herregaard”, idet alle er velkomne til at bruge stedet.

I dag drives Knivholt Hovedgaard som en selvejende institution, med en bestyrelse der er så bred, at alles interesser er repræsenteret. Herregaarden danner rammen om mange forskellige aktiviteter. Der er bl.a. Indrettet en Landbørnehave i den gamle kostald hvor børnene har et lille dyrehold.

Laderne er renoveret og bruges til større kulturrelle arrangementer, stormøder, udstillinger, fester, koncerter m.v. - Den gamle hestestald er renoveret og bruges til udstilling  og marked. Det renoverede Stuehus indeholder kursuslokaler, festlokaler og forsamlings/mødelokaler. Den gamle svinestald er indrettet til ”madpakkerum” – her er der gammeldags køkken, borde og bænke samt toilet, dette står til fri disposition hele døgnet, til stor glæde for dem der benytter vores bivuaker og alle de institutioner/skoler, der jævnligt besøger gården. Det hele er med til at opfylde Knivholts mål – at være ”et levende kulturformidlingscenter”.

Som i ”gamle dage” I de gamle karlekamre er der lavet små udstillinger med bl.a. Klædedragter og brugsting fra omkring år 1900 samt Knivholts historie. Der er indrettet en gammel Smedje, hvor der er tilknyttet 15-20 frivillige seniormedarbejdere. De kommer tirsdag og torsdag kl. 10 - 12, hvor der er arbejdende værksted. Knivholts gamle værksteder bliver i dag stadig brugt af håndværkere, der arbejder som i gammel tid. Faktisk er der overalt på Knivholt lagt vægt på, at gamle traditioner stadig skal tages i brug.

I det sidste der er tilbage af den gamle voldgrav, svømmer svanerne rundt, og på græsset går påfuglene rundt mellem gårdens gæster. - En oase i kanten af Frederikshavn, med mange gratis glæder.

I skoven ved Knivholt er anlagt 2 vandrestier, som giver mulighed for at kombinere motion og naturoplevelser.

Hunde er velkommen, men skal føres i snor.

Indhold er leveret af Destination NORD
info@destination-nord.dk
Sidst opdateret d. 22/01/2024 12:02

I nærheden