Fladstrand Kirke

Kirken er rig på historiske minder, selv om den er lille og beskeden og er den ældste bykirke i Frederikshavn. Sammen med kirkegården fortæller den om 300 års begivenheder i Fladstrand, det område der senere blev til Frederikshavn.

Et enkelt langhus i bindingsværk blev opført i 1688-90 og senere er de svungne gavle og våbenhus og præsteværelse tilføjet.
Fladstrand var i slutningen af 1600-tallet et lille fiskerleje med knap 25 huse hvoraf nogle var uden, og andre med jord som fæstegods under herregårdene Lengsholm og Knivholt samt et par under Bangsbo. Indbyggerne hørte til Flade kirke, og der var langt at gå. Om det var beboernes eget ønske at få en kirke, eller om det var rige- og indflydelsesrige personer, der tog initiativet, får stå hen, men det var i hvert tilfælde viceadmiral Ivar Hoppe og to af hans officerskolleger fra den skånske krig, der førte an ved byggeriet.
Viceadmiral Ivar Hoppe sikrede tilladelsen til et kirkebyggeri hos Christian den 5. ved en allernådigst befaling dateret den 27. april 1686 til Fladstrands indbyggere, at de ”formedelst Veiens Længde og Besværighed til deres rette Sognekirke maa lade en Kirke eller et Capel ved Fladstrand bygge og oprette”.

Byggeriet blev påbegyndt i 1688, det er indhugget i en af de gamle syldsten i bygningens nordøstlige hjørne. Den blev sat den 24. april 1688, og godt to år senere, den 22. maj 1690 blev kirken indviet.

Alle Helgensdag holdes en mindegudstjeneste, der slutter med kransenedlægning ved den store mindesten for omkomne fiskere og søfolk.

Byen fik en uhyggelig central placering under den anden verdenskrig, hvor den blev omgivet af bunkers og forsvarsværker, og havnen bl.a. tjente som udskibningshavn for tyske tropper og flådehavn for marinen.

Dramatiske begivenheder under krigen er derfor også kommet til at præge den store kirkegård, hvor man i den nordlige del finder nogle af de største krigsgrave herhjemme samlet i en stor plæne. Umiddelbart nord for, er der en mindre afdeling med grave og mindesten for engelske flyvere, der faldt som ofre for krigen. Mindestenene på den store plæne med de tyske grave tæller omkring 1500 navne på både soldater og flygtninge, der døde i egnens flygtningelejre i slutningen af og umiddelbart efter krigen.
Langt den overvejende del er dog tyske soldater, der druknede, da troppetransportskibe på vej fra Frederikshavn til Norge blev minesprængt eller torpederet. De første store begravelser fandt sted allerede i efteråret 1940, da troppetransportskibet ”Pioner” blev minesprængt, og et par hundrede af ofrene drev i land på den vendsysselske østkyst.

Krigsgravene vedligeholdes af den tyske stat gennem den tyske organisation ”Deutsche Kriegsgräberfürsorge”.