Jydsk Væddeløbsbane ligger kun 20 minutters gang fra Aarhus C og ligger tæt på Tivoli Friheden, Marselisborg Slot og Mindeparken. Jydsk Væddeløbsbane indbyder til en oplevelse med lækker mad, hestesport, spil og spænding i hyggelige omgivelser med moderne faciliteter.
Tag familien, medarbejdere eller personaleforeningen med. I vil blive grundigt introduceret til hestevæddeløbssporten med mulighed for rundvisning i stalde, staldtips og spil på heste.
Du kan opleve op til 35 løbsdage om året, hvor du både kan følge hestene og deltage i en af de mange publikumskonkurrencer.
Du kan holde dig opdateret på programmet på Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside.
Børn er selvfølgelig også velkomne, og imens forældrene følger med i hesteløbene, er der både inden- og udendørs legepladser, ponyridning (på storløbsdage), samt hjemmebiograf.
Vil du have den fulde oplevelse, så spis i banens panoramarestaurant, eller prøv staldcafeteriaet "Tutten". Er du til den simple og hurtige ret, kan du også spise i grillbaren.
Der er mulighed for forskellige gruppe-arrangementer med rundvisning, spisning og spilleboner inkluderet.
I løbet af året er der forskellige aktiviteter på Jydsk Væddeløbsbane. Mange af løbsdagene har en tilknyttet aktivitet, mens andre ligger uden for løbsdagene, så du kan hurtigt bruge mange sjove timer.
Der er gratis adgang til almindelige løbsdage og på storløbsdage koster adgangen 50,00 kroner.
Parkering koster alle løbsdage 30,00 kroner.