Ved den tidligere Varna Mølle byggede man i forbindelse med Landsudstillingen i 1909 det imponerende Varna Palæ, der ligger smukt med havudsigt ud over Aarhus Bugt. Det blev i 1971 solgt af kommunen til Odd Fellow-ordenen, der driver restaurant og har foreningslokaler der. I dag forpagter Palle Enevoldsen og Wasim Hallal palæet under navnet Restaurant Varna.
Ikke langt fra Varna Palæet, en anelse dybere inde i Thorskov, finder du den indhegnede, populære Dyrehave, hvor du kan komme helt tæt på menneskevante då-, sikavildt og et særligt indelukket vildsvin. Her, og i området vest for skoven, viser en række gravhøje samt tydelige spor af terrasseformede oldtidsagre, at stedet har været beboet i jernalderen.
Kystlinjen fra Varna-bækkens udløb forbi Ballehage og Silistria er meget benyttede badestrande. Så har du mod på at hoppe i bølgen blå eller en rask travetur, er den skønne og bynære strand et fantastisk valg. Ved Silistria og længere mod syd bruges stranden til liggeplads for småbåde.
Før i tiden var der fire vandmøller i Thorskoven. Et enkelt af møllestederne findes endnu, dog med et nyt møllehus, Thors Mølle, hvor der i dag er restaurant. Helt nede ved havet lå Varna Mølle, hvis dam og stensatte fald endnu kan ses ved vejen. I den sydlige del af Thorskoven lå Silistria Mølle, som nu bruges af orienteringsklubben PAN.