Kulturhus og bibliotek DOKK1

Kulturhuse/spillesteder

Du finder DOKK1 på havnefronten, der over de senere år har været under en rivende udvikling i Aarhus. Hovedbibliotektet, som Dokk1 også omfatter, er blevet ét hus, som overstråler alle. DOKK1 er med sin centrale placering lige ved åens udmunding udset til at være det store bindeled mellem havet og byen.

Masser af gratis oplevelser

Du kan nemt få en hel dag til at gå i DOKK1. Børn og familier har her et hav af muligheder for at lege og hygge sig - i ro og mag, aktiv, lyttende, legende - og gå på opdagelse sammen i de mange tilbud, som huset byder på. Her er interaktive medier, spil, udklædning, fortællinger, legepladser - både udendørs og indendørs - og meget meget mere.

Bibliotek og Borgerservice

Med et areal på 28.000 m2 er der skabt god plads til de mange funktioner, bygningen kommer til at rumme. Fremtidens bibliotek, der ikke kun indeholder bøger, men i lige så høj grad handler om formidling gennem teknologi og medier, har en markant placering i DOKK1, der blandt andet også indeholder byens Borgerservice.

Fuldautomatisk parkering

I DOKK1 er der plads til alle. Udover en fuldautomatiseret parkeringskælder til 1000 biler, har du også let adgang på cykel, med bus, via letbane og naturligvis til fods. Bygningen er for hele familien med store legeområder både ude og inde, et loungeområde for teenagere og læsesale, hvis du er mere til fred og ro og fordybelse.

Gongen - livsklokken i Dokk1

Følg med i, når der kommer en ny borger til byen. Kunstværket Gongen er en rørklokken, som indgår i den kunstneriske udsmykning af Dokk1. Nybagte forældre kan aktivere Gongen via en slåarm fra fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, når et barn er bragt til verden. Så kig forbi kunstværket, og følg med, når Gongen lyder for nyt liv i Aarhus.

Klokken er støbt i bronze og er 7,5 meter lang, 80 centimeter i diameter og vejer cirka 3 tons og er dermed verdens største klokke af sin art. 

Multisal

I den store Multisal midt i Dokk1 har du mulighed for at opleve nye koncerter og teaterforestillinger, ligesom der af og til er foredrag og borgermøder. Caféen er også et hyggeligt mødested, hvor du i ro og mag kan nyde det smukke og unikke hus over en god kop kaffe sammen med venner og familie.

Kig forbi, og gå på opdagelse i husets mange muligheder.

Arkitekt: Schmidt Hammer og Lassen.

Dokk1 er lukket på helligdage, Påskelørdag og Grundlovsdag.

Se, hvad andre deler på Instagram

#dokk1 #visitaarhus #visitaarhusregion

Indhold er leveret af VisitAarhus
info@visitaarhus.com
Sidst opdateret d. 28/06/2024 06:45

I nærheden