Marselisborg Mindepark

Haver og parker

Mindeparken

Mellem Marselisborg Slot og Aarhusbugten ligger Mindeparken i Aarhus.

Marselisborg Mindepark er et seværdigt udflugtsmål med smukke haveanlæg og og kulturhistoriske elementer. Du kan trave en tur, nyde freden i et af haverummene, opleve blomstrende frodighed, eller motionere i det store udendørs fitnessanlæg. Her er også en god legeplads og et ishus, så I kan køle af mens I solbader på parkens store græsarealer.

Lån en gratis grill

Tag et tæppe med og hold en picnic på græsset. Rundt omkring i Mindeparken finder I flere stationære kugle-grill, som frit kan afbenyttes af alle gæster.

Værd at se

I Mindeparken er der mange spændende og hyggelige områder, som I kan udforske. I maj og juni, må I ikke gå glip af de smukke kirsebærtræer, der blomstrer lyserødt i parkens Kirsebærlund. 

Historien om Marselisborg Mindepark

Marselisborg Mindepark blev indviet i 1925 som et ca. 15 hektar stort areal skrånende mod Aarhusbugten og med udsigt til Skødshoved og Mols. Mod syd og nord blev arealet afgrænset af gammel bøgeskov og anden bevoksning.
 
I parken blev der plantet partier med mange forskellige træer og buske. Det var oprindeligt tanken, at parken skulle være samlingssted for udenlandsdanskere, når de var på besøg i hjemlandet. Denne plan fik dog ikke rigtig fodfæste, blandt andet fordi Rebild-festerne ved Rold Skov fik så stor tilslutning.

Mindemonument over 1. Verdenskrig

Hvis du går ind i mindemonomuentet, træder du ind i en stor cirkelformet plads. På monumentets vægge er der indgraveret navne på de 4.144 sønderjyder, der som dansksindede måtte kæmpe i tyske uniformer, og efterfølgende faldt i 1. Verdenskrig. 

Tæt på Marselisborg Slot

Som forlængelse til Marselisborg Mindepark finder du Marselisborg Slot, der rummer en lang og spændende historie. Parken er en blandt mange skønne parker i Aarhus.

Se, hvad andre deler på Instagram

#mindeparkenaarhus #visitaarhus #visitaarhusregion

Indhold er leveret af VisitAarhus
info@visitaarhus.com
Sidst opdateret d. 15/08/2024 09:22

I nærheden