Aarhus Træskibshavn og Lystbådehavn

Lystbådehavne

I bunden af havnen findes Aarhus Bedding med en ophaler til store skibe op til 100 tons, der er kendetegnet ved det bevaringsværdige spilhus med det originale spil fra 1933. Ved siden af beddingen udføres anlæg af en kanal, der forbinder Lystbådehavnen med de gamle havnebassiner i De Bynære Havneområder og Aarhus Ø. Et spændende projekt, der omfatter hele området i sydenden af havnen.

Søsport og hummerfiskeri

Søsportsaktiviteter drives efterhånden af omkring 20 klubber og foreninger, der dyrker sport og rekreation på vandet - lige fra store lystfartøjer, kapsejlads, vindsurfing og tursejlads til roning, padlen og den lille fiskerjolle, der i det rene vand i Aarhusbugten kan hente friske fisk og hummere i stenrevene udenfor havnen. Fiskerikajen på vestsiden blev for år tilbage overtaget af flydebroer med mange lystfartøjer, så fiskeriet drives i dag kun af små garnbåde, der som tidligere fisker til eget brug.

Danmarks største Træskibshavn

Træskibshavnen er en af de seneste udvidelser i havnen mod nord lige inden for indsejlingen og har nu den største samling af træfartøjer i Danmark. Der er ikke mindre end ca. 90 klassiske skibe og både, der for fleres vedkommende er erklæret bevaringsværdige som dansk maritim kulturarv. Til trods for en alder på mere end 100 år er alle stadig sejlende. Det gælder såvel lystbåde som gamle erhvervsfartøjer, der har fået nyt liv som rekreative lystfartøjer. Alle havnens pladser er forsynet med infotavler, der oplyser om det enkelte fartøjs historie og anvendelse.

Om du kommer fra vand- eller landsiden er Træskibshavnen og Aarhus Lystbådehavn et besøg værd.

Se, hvad andre deler på Instagram

#aarhuslystbådehavn #visitaarhus #visitaarhusregion

Indhold er leveret af VisitAarhus
info@visitaarhus.com
Sidst opdateret d. 14/02/2024 14:15

I nærheden