Udsigtspunkt i Føvling

Naturområder

I den sydlige udkant af landsbyen Føvling ligger der en gammel gravhøj, der efter navnet – Bavnehøj – har været brugt til bål i ældre tid. I dag finder du fra toppen af højen en fantastisk udsigt over den flade og brede Kongeådal mod syd.

Gravhøjen ligger i udkanten af en lille grøn oase i byen, som man kan komme ind til fra gaden Ved Bavnen. Der er fint afmærket sti hen til højen. Med sine 58 m over havet er der god udsigt. Selve højen har en ret lodret side mod nord, idet der er gravet en del af højen væk. Der går et markskel gennem højen. I 1908 ville man sætte en flagstang på toppen af højen, men stødte mod sten, da man ville grave sokkel ned. Det viste sig at være dæksten til et gravkammer, som var tomt.

Der er opsat borde-bænkesæt ved højens fod, og der er i sæson både æbler og brombær til at sanke.

Indhold er leveret af VisitVejen
turisme@udviklingvejen.dk
Sidst opdateret d. 20/11/2023 09:34

I nærheden