Gastronomisk kvalitetssti i Rebild

Naturområder

Den gastronomiske kvalitetssti er en certificeret vandrerute med udgangspunkt fra parkeringspladsen ved RebildPorten. På den gastronomiske kvalitetssti kombineres gode madoplevelser med skønne naturoplevelser. Ruten passerer forbi 3 af områdets spisesteder, hvor du f.eks. kan nyde frokosten, eller eftermiddagskaffen. 

Kort over Den gastronomiske kvalitetssti. Ruten er på 14 km. Ruten er IKKE afmærket!

På ruten vil du passere Cimbrerstenen, Klodholmpladsen og flere gravhøje, samt en gammel brønd ved parkeringspladsen ved Grøndalen. Her findes bord-bænke og grillsted.

Efter at have vandret på en god skovvej når man nordsiden af St. Økssø, som du følger venstre om, indtil du når badebroen. Her kan du gå mod venstre og under jernbanen til Mosskovpavillonen.

Efter besøget på Mosskovpavillonen går turen videre rundt om søen fra badebroen. Når du når højmosen, går du gennem lågen og følger den lille sti over mosen. Her skal du være opmærksom på at der kan være fugtigt. Der er dog lagt gåbrædder ud.

Herefter vil turen fortsætte af skovvej forbi forfatteren Helge Qvistorffs Gran og urskovens teltplads. Når du når til Troldeskoven, drejer du ind på skovvejen mellem de forgrenede og krogede bøgetræer, hvorefter du vil nå Rold StorKro.

Efter besøget på Rold StorKro følger du den asfalterede hulvej et lille stykke. Lige før Kovads Bæk drejer du ind til højre og følger skovvejen langs bækken. Herefter vil du bevæge dig op gennem Rebild Bakker, hvor turen går forbi flagstængerne på festpladsen. Her fejrer man Rebildfesten den 4. juli. Til sidst vil du være tilbage ved parkeringspladsen ved RebildPorten.

Ruten er ikke afmærket, og derfor er det nødvendigt at følge kort eller anvende app’en ViewRanger. Læs mere om det her

Husk, at du selv skal sørge for at reservere bord på restauranterne på forhånd.

Kontaktoplysninger til restauranterne

Rebildhus: Rebildvej 25, 9520 Skørping, telefon: 98391200, e-mail: info@rebildhus.dk eller kim.rebildhus@gmail.com

MosskovPavillonen: Møldrupvej 34, 9520 Skørping, Telefon: 98392033, e-mail: post@mosskovpavillonen.dk

Rold StorKro: Vælderskoven 13, 9520 Skørping, Telefon: 98375100, e-mail: roldstorkro@rold.dk

Mere information

Onsdag den 4. april 2018 blev den Gastronomiske Kvalitetssti i Rold Skov indviet i samarbejde mellem Naturstyrelsen og Dansk Vandrelaug!
Se indslaget fra TV2 Nord her: https://www.tv2nord.dk/artikel/gourmetmad-og-vandretur-kombineres-gastronomisk-kvalitetssti-aabner-i-rold-skov

Den gastronomiske kvalitetssti er ca. 14 km - I forbindelse med lanceringen besøgte deltagerne 3 restauranter – RebildHus, Rold StorKro og Mosskov Pavillonen, der undervejs var værter for deltagerne.

Du kan finde alle oplysninger omkring den Gastronomiske kvalitettsti i Rold Skov her...

Indhold er leveret af RebildPorten
info@rebildporten.dk
Sidst opdateret d. 29/01/2025 09:55

I nærheden