Urskoven

Naturområder

Urskoven i Rold Skov er aldersmæssigt en pendant til Troldeskoven. Den består også af gamle bøge af den type, der indvandrede til Rold Skov i Middelalderen. De ældste af træerne er omkring 300 år. I modsætning til Troldeskoven finder du her ikke ret mange flerstammede bøge. Årsagen kan ligge i det oprindelige ejerskab. Troldeskoven var fælleskov for bønderne i Rebild, og blev som sådan stævnet, græsset og udnyttet til det yderste. ”Urskoven” eller Kyø Skov, som den også hedder, tilhørte herregården Kyø, sydvest for Sebbersund.  I dag tilhører skoven Miljøministeriet og er en del af Skov- og Naturstyrelsen – Himmerland.

Urskoven i dag er udlagt som urørt skov. I urørt skov bliver der ikke fældet træer eller plantet nyt. Hvis et træ går ud eller vælter, får det lov at ligge. I den lysning der opstår, vokser nye træer op, så skoven efterhånden bliver et virvar af mange træarter i mange størrelser og aldre. En rigtig urskov. Navnet har skoven fået af den navnkundige skovrider Jens Hvass, der skulle bruge en ”urskov” til en spejderøvelse.

Der findes tørt brænde, grill og siddepladser, som frit kan benyttes af alle på Urskovens bålplads.

Skal du besøge Urskoven, kan man parkere ved parkeringspladsen, Pumpevejen, ca. 1 km fra Urskoven.

Find Urskoven på Rold Skov kortet, punkt nr. 18, syd for Vældreskoven og Rold Storkro.

Tekst af Naturstyrelsen. Læs mere fra Naturstyrelsen her.

Indhold er leveret af RebildPorten
info@rebildporten.dk
Sidst opdateret d. 27/09/2024 08:04

I nærheden