Landsbykirke
Haverslev Kirke er fra middelalderen og var i katolsk tid viet til Sankt Laurentius. Den er traditionelt opført i granit.
Altertavlen er af gængs renæssancetype, men er lavet i 1758. Kalk og alterstager er fra midt i 1600-tallet. Døbefonten er fra 1800-tallet, mens fadet er sydtysk og fra 1575. Den ret enkle prædikestol er fra ca. 1600. I skibet hænger en speciel rokokolysekrone lavet af bly fra 1700 tallet. Klokken er støbt i 1526.
På kirkeskibets nordvæg er ophængt et rokokkoepitafium over Jørgen Mørch, Nørlund død 1758, og hustru med to børn, som tidligere er bisat i en åben begravelse i tårnrummet. På epitafiet er det tydeligt, at der mangler en linie midt i teksten. Denne linie har man holdt fri for at kunne indføre hans kones navn Margrethe Grothum Berg, når hun døde, men det fik man aldrig gjort.