Grønnegades Kaserne Kulturcenter
Som Sydsjællands største kulturcenter med egne scener, Grafisk Værksted og Galleri, egnsteater, Talentskole og Børnekulturhusets værksteder er Grønnegades Kaserne Kulturcenter Næstved Kommunes kulturelle hjerte.
Området der tidligere var hjemsted for byens Dragon- og Gardehusarregiment, huser mange forskellige grupper og foreninger, og lægger lokaler til aktiviteter i bla. Vershuset, Næstved Jazzklub og Næstved Teaterforening. Området er stort og rummer plads til flere uformelle fællesskaber, som f.eks. byens skatere, graffitimalere og basketspillere på Høje Plads, og Youngtimer.dk på parkeringspladsen for bilentusiasterne alle tirsdage i sommerhalvåret.
På stedets største scene i Ny Ridehus arrangerer Grønnegades Kaserne Kulturcenter hvert år mange koncerter, hvor genrerne er bredt repræsenteret. Musikprogrammet er et mix af nyt og gammelt, rock og pop. Stedet er ligeledes ofte brugt i forbindese med konferencer for private og offentlige aktører.
Læs mere om stedet, og se det aktuelle program i kalenderen på www.gkkultur.dk
Rytteri og gamle bygninger
Stedet var tidligere dragon- og husarkaserne, og engang genlød hele området af hestehove og kommandoråb til soldaterne.
Det var fodfolk og rytteri, som fra 1797 til 1977 brugte Grønnegades Kaserne. Senest fungerede kasernen som befalingsmandsskole og rytteriskole fra 1923 til 1969, hvorefter kasernen blev overdraget til Næstved Kommune i 1978.
Den ældste bygning 'Gl. Ridehus' er opført 18. oktober 1799. Rekrutstation 1804, kommandantbolig 1810, syge- og korporalstald 1886. Ny Ridehus fra 1888 er nyrestaureret som koncertsal med ny og moderne foyertilbygning fra 2002.
Få en virtuel rundtur hér : http://www.gkkultur.dk/virtuel-rundtur.3649.aspx