24. og 25. juli 2026. Oplev Ruinerne i Deep Forest Art Land – en gratis musical-performance under åben himmel, hvor sang, musik og bevægelse skaber en fortælling om fællesskab, håb og en fremtid, der endnu ikke findes.
Ruinerne er en ny musical-performance, der har premiere i Deep Forest Art Land og opføres under åben himmel i Dybet – en naturlig kløft i skoven. Her danner en scenografi af byggestilladser og ruinmotiver rammen om en forestilling, hvor naturen bliver en aktiv del af oplevelsen.
Publikum møder de fire karakterer Blomme, Court, Kat og Donna, som alle har søgt tilflugt blandt ruinerne. Gennem sang, musik og bevægelse forsøger de at skabe et nyt fællesskab og finde en vej ind i en fremtid præget af håb og nye muligheder.
Forestillingen bevæger sig mellem musical, rollespil, folkemusik og elektronisk musik og er udviklet gennem Deep Forest Art Lands program for ung samtidskunst. Den varer cirka 55 minutter, foregår på dansk og er gratis. Der er premiere fredag den 24. juli kl. 14.00 og endnu en forestilling lørdag den 25. juli kl. 14.00. Efter begge forestillinger er der eftersnak med Filip Vest og Kai Merke. Spillestedet ligger cirka 10 minutters gang fra parkeringsområdet.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.