Øverst troner en bronzeskulptur af den hellige Catharina af Alexandria, hvortil kirken overfor er indviet. Hun bærer det sværd, hvormed hun i 306 blev henrettet. Ifølge legenden skulle marterhjulet egentlig have dræbt hende, men Gud lod det knuse. Under hende ses en figurgruppe i granit, som forestiller byens historiske søjler: munken, præsten, borgeren med pengeposen og kongen med loven og sværdet.
På siden af selve brønden ses i otte relieffer byens historie: Ansgar og kirken, Anders Sørensen Vedel i færd med at trykke folkeviser, menneskets kamp med havfruen som symbol på det truende hav, munken Broder Bjørn, der anklagde klostret ved kirken, og skibene, der stævnede ud fra Ribe både i vikingetid og middelalder.
Tilsammen udtrykker springvandet den frugtbare udveksling mellem kirke, konge og by igennem mere end tusinde år, imellem det hellige og verdslige, ånd og materie.