Taarnborg i Ribe er et af landets bedst bevarede renæssancehuse. Den gamle byherregård i røde munkesten blev opført i 1570-80 og er en af de eneste byejendomme, som er tilbage fra den periode i Danmark. Huset indgår i Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år.
Taarnborgs sekskantede trappetårn rejser sig over byen, som vil det hilse Ribe Domkirkes tårne op til dans. Selve bygningen knejser på et højdedrag i byen. Herfra er der udsyn til Danmarks ældste købstad, Ribe. Selv om murene i det gamle renæssancepalæ er helmuret, er der en gennemsigtighed over bygningen. Taarnborg har altid været – ikke bare centralt placeret i byen - men også et samlingspunkt for den.
Taarnborg er opført som et renæssancepalæ i 1570-80, og enkelte bjælker kan dateres tilbage til 1509. Taarnborg nævnes faktisk allerede første gang i 1440, i bogen ”Ribes oldemor" som kirkens ejendom., men efter reformationen skiftede huset ejer og kom i den adelige Munk-families eje.
Salmedigteren H. A. Brorson
Ejendommen i Puggaardsgade 3 har gennem sin mere end 600 år gamle historie været ramme om mange liv. Indtil 1868 var Taarnborg residens for en lang række bisper, heriblandt den kendte salmedigter H.A. Brorson, som boede her i perioden 1741- 1764. Fra 1868 har huset haft mange forskellige funktioner bl.a. som posthus, indtil det i 2001 blev solgt til Taarnborgfondet, der kort efter solgte det til Realdania By & Byg.
Anvendelse i dag
Taarnborg huser i dag et Brorsoncenter drevet af Taarnborgfondet ved præsteparret Bente og Torben Bramming.