HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe

Museer

"En troldkvinde må du ikke lade leve" - 2. Mosebog

Museet fortæller den uhyggelige historie om heksefrygten, som for alvor ramte Danmark og Europa i 15- og 1600-tallet. Den førte til hekseprocesserne, der fik grusomme konsekvenser. Ribe stod i hjertet af de danske hekseprocesser, og Danmarks mest berømte sag udspillede sig i gaderne omkring museet, nemlig sagen mod skrædderkonen Maren Spliids, som blev brændt på bålet i 1641. Nogle af bygningerne står der endnu og skaber en autentisk ramme om museets gribende fortælling.

Hvorfor troede almindelige mennesker, at hekse kunne stjæle folks lykke? Hvorfor var det ofte kvinder, der blev dømt? Med vores audioguides kan du gå på opdagelse i heksefrygten og møde dem, som blev ofre for den.

Se de to korte film med de sande historier om kvinder, der blev dømt som hekse. Den ene, Lamme Sidsel, er ukendt i eftertiden, mens den anden er Danmarks mest berømte heks, Maren Spliids.

Hvilke redskaber brugte hekse? Hvad skulle man selv bruge, hvis man ville beskytte sig mod dem? Udstillingen viser både fine historiske genstande og rekonstruktioner. På interaktive skærme kan du læse om, hvilke ting, der blev forbundet med hekse.

Dyk også ned i hekseforfølgernes Europa gennem et interaktivt kort. Det viser fx, hvor forfølgelserne var voldsomst, og hvor der blev dømt flere mænd end kvinder.

Museet er ikke egnet til mindre børn.

Indhold er leveret af Vadehavskysten
info@vadehavskysten.dk
Sidst opdateret d. 07/11/2024 14:50

I nærheden