Man kan være nok så fjendtlig overfor besættelsesmagten under 2. Verdenskrig, men lokalbefolkningen i Sønderborg må have været rystede over de meningsløse henrettelser den 5. maj 1945.
Forud for hændelsen, er der om morgenen kl. 5 blevet sendt meddelelse om delkapitulationen over radioen til samtlige tyske tropper. Delkapitulationen vil træde i kraft fra kl. 8 og omfatter blandt andet de væbnede styrker i Danmark, herunder også samtlige skibe i dansk farvand.
Besætningen på minestrygeren M216 har naturligvis hørt om delkapitulationen og er opsatte på at komme hjem, så da deres kommandant Oberleutnant zur See, Dietrich Kropp, vælger ikke at efterkomme befalingen og omkring kl. 08.30 befaler at fortsætte kursen mod Kurland, på en aktion for at redde civile og soldater fra den fremrykkende russiske hær, medfører dette et mytteri ombord.
Officererne og kommandanten bliver låst inde og M216, der har været i Fredericia for at tanke diesel, ændrer kursen og sejler mod Flensborg. Ved Sønderborg bliver skibet bragt op af andre tyske marinefartøjer, efter en kort rettergang ombord dømmes 11 unge mænd til døden, 4 idømmes en fængselsstraf på 3 år og 5 bliver frifundet.
Ingen blandt marinesoldaterne på de andre skibe i Sønderborg Havn melder sig frivilligt til at deltage i eksekveringen, så der tvangsudvælges en skydekommando. Hele besætningen på M612 kommanderes til at overvære henrettelsen, hvor deres kammerater stilles op to ad gangen, uden bind for øjnene og likvideres, hvorefter de 4 i dømt til fængselsstraf pakker dem ind i sækkelærred og besværet med torpedodele smides de udenbords i Møllebugten (beliggende nordvest for Alssundbroen), så står de næste to for tur og som den sidste bliver lederen af mytteriet, Heinrich Glasmacher skudt.
I de efterfølgende måneder begynder der at dukke lig op i Als Sund, en nærmere undersøgelse viser at de er blevet skudt og efterhånden får man mistanke om, hvad der er sket og da de sidste to af ialt syv lig bliver stedt til hvile den 29. oktober 1945, står der i begravelsesprotokollen at de er dræbt ved skud. De syv af de 11 marinesoldater ligger begravet på det afsnit, hvor også krigsflygtningene er stedt til hvile, på Østre Kirkegård ved Christianskirken i Sønderborg. De sidste 4 unge mænd har man desværre aldrig fundet.
I dag står der en sten med en mindeplade ved Multikulturhuset på havnen i Sønderborg by, som blev indviet den 9. september 2020.
Inskriptionen:
Efter kapitulationen i Nordtyskland og Danmark
blev om natten mellem den 5. og 6. maj 1945
11 tyske marinesoldater dømt for mytteri
ombord på minestrygeren M612.
De blev henrettet og deres lig sænket i Alssund.
Syv af de henrettede drev senere
i land her langs kysten og blev stedt til hvile
på kirkegården ved Christianskirken.
De var blandt de sidste meningsløse ofre i den krig
der fra 1939-1945 hærgede verden.
I taknemlighed over krigens afslutning
og erindring om dens mange ofre
blev denne tavle sat
1945 Sønderborg 2020
Navnene på de 11 tyske marinesoldater
Mindestenen indeholder ikke de nedenstående navne, hvoraf de 4 sidstnævnte ikke har en gravsten
Wilhelm Bretzke, f. 20.10.1922, Dortmund (22 år)
Heinrich Glasmacher, f. 21.02.1924, Neuss (21 år)
Reinhold Kolenda, f. 20.11.1924, Beuthen O.S. (20 år)
Gustav Kölle, f. 14.07.1923, Eimke (21 år)
Rolf Peters, f. 06.02.1924, Rostock (21 år)
Gustav Ritz, f. 05.08.1922, Milaszew (22 år)
Bruno Rust, f. 01.03.1923, Berlin (22 år)
Helmut Nuckelt, f. 19.04.1921, Essen (24 år)
Gerhard Prenzler, f. 01.04.1924, Groß-Kölzig/Forst (21 år)
Anton Roth, f. 22.10.1924, Forchheim (20 år)
Heinz Wilkowski, f. 25.10.1925, Calbe (19 år)