Sæt en time eller to af til en herlig, historisk slentretur i den gamle købstad Skanderborg, der ligger smukt placeret i Søhøjlandet. Kig jer omkring på Slotsbanken med Skanderborg Slotskirke og nyd udsigten ud over søen, hvor den lille kronprins Christian (siden Kong Christian den Fjerde) lærte at sejle.
Nyd de fine gamle huse i Borgergade, snup en kop kaffe på en af byens mange caféer og slå endelig et smut ud til Sumpstien – et stykke eventyrlig natur – og Svanesø. Hvis I er en gruppe, kan I evt. booke en dygtig guide på Museum Skanderborg.
Skanderborgs udbud af forretninger – herunder butikscentret Bloms - matcher de fleste storbyer. Her er en farverig blanding af moderne concept stores, familieejede specialforretninger, supermarkeder med både food og nonfood og marskandisere med alt i genbrug.
Kulturhuset i Skanderborg er et besøg værd på shoppeturen. Her er der skiftende udstillinger, café, bibliotek med turistinfo og biograf.
Dyrehaven er bl.a. berømt for festivalen SmukFest, som hvert år i april tiltrækker mere end 40.000 musik- og livsglade gæster. De slår sig ned i telte omkring festivalpladsen, og i fire dage skaber de sammen med kendte musikere fra ind- og udland den allersmukkeste stemning under bøgetræerne. Også Skanderborg by - SmukBy - bliver klædt på til fest, butikkerne rykker ud på gaden, og på Kulturtorvet er der musikalsk underholdning for alle og enhver.
Hvert år i maj fejrer Skanderborg sit berømte bysbarn, børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard med en børnebogsmesse, og hvert andet år med festlige Sløngeldage (opkaldt efter ”De heslige slønglers klup”). Og hver eneste dag året rundt kan man nyde synet af de fine keramik-drager og købmandens hus (kendt fra ”Lille Virgil”) på Kulturtorvet og gavlmaleriet fra ”Otto er et næsehorn” over for realskolen - og ikke mindst besøge den fantastiske legeplads Sløngel Pladsen midt i byen.
Også bytorvene i Galten og Hørning er herlige udgangspunkter for no-stress-shopping. Butikkerne ligger tæt, og I falder hurtigt over nogle gode tilbud. På jeres vej mellem byerne vil I møde skilte med ”honning og marmelade” eller ”nye kartofler”. Bag sådan et skilt gemmer sig ofte en gårdbutik med fødevarer af høj kvalitet, og producenten står selv bag disken.