Trylleeventyr og gamle sagn er omdrejningspunktet for oplevelseshaven Eventyrskoven.
Her kan I kigge indenfor i både heksens og skovnissens hus. Se dig bare godt omkring, for du må gerne snuse til ingredienserne i heksens skab og sætte dig i nissens seng. Måske imens du lytter til sagnet om nisseslagsmålet? Forskellige steder i Eventyrskoven er der nemlig opsat QR-koder, som I kan scanne for at lytte til fortællinger om de overnaturlige væsner. Måske kan de sætte fantasien, snakken og legen i gang og gøre det hele endnu sjovere og levende?
Fortællingerne er ikke kun sjove eventyr, men forklarer også, hvad det f.eks. vil sige, at ”mosekonen brygger”, så I sammen kan lære om naturen. Ved siden af mosekonens pilehytte finder i elverhøj, hvorfra I kan kigge til heksens hus. Og I må selvfølgelig også vove jer over troldens bro på jeres tur rundt i den store have.
Legen fortsætter på naturlegepladsen, som faktisk er det første, I møder, når I kommer til Eventyrskoven. Her bliver bl.a. balanceevnen udfordret på tarzanbanen. Der er også gynger og vippe, så lykken er gjort for familiens mindste medlemmer.
Stedets picnicområde ligger lige ved siden af legepladsen, så det er let at holde øje med børnene, hvis (når) de bliver færdig med at spise før de voksne.
På modsatte side af naturlegepladsen finder I sansestien. Det er også her alferne bor, og ved at scanne QR-koden kan I lære mere om de små, sarte væsner.
Afhængig af årstiden byder sansestien på forskellige farver, lyde, dufte og smage. På sansestien er der også placeret følekasser. Tør du stikke hånden ind, og kan du gætte, hvad det er?
I løbet af året afholder Eventyrskoven særlige arrangementer, hvor du kan møde heksen i levende live – og hvis du er heldig også nissen og trolden. Det kan f.eks. være til roelygtedag i oktober, hvor I ifølge gammel tradition fra 1900-tallet udhuler en roe og ikke et græskar, som vi ellers gør til halloween.
Det er også muligt at booke Eventyrskoven og heksen til egne arrangementer. Så kan I f.eks. være med til at lave drageskælssuppe over bål.
I tilknytning til det store udendørs areal ligger Eventyrstuen, hvor I kan få varmen og hygge med en eventyrbog i de bløde lænestole. Her er der også handicapvenlige toiletfaciliteter, pusleplads samt bad. Sidstnævnte kan benyttes, hvis I overnatter i shelter hos eventyrskoven.
Eventyrskoven holder åbent alle ugens dage i dagtimerne. Du kan se nøjagtige åbningstider samt aktuelle priser på Eventyrskovens hjemmeside.
Ønsker du at holde et arrangement eller børnefødselsdag i Eventyrskoven, bestille heks og lignende, kontakt Eventyrskoven for nærmere aftale.