Speederen i bund - og så derudad. De helt særlige og sprøde Puch Maxi knallerter står manges hjerter nære. Den grønne mælkekasse bagpå, Polle-hjelmen på hovedet, duften af benzin og lyden af den helt rigtige motor - det kan altså noget ganske særligt.
Ved Stinesminde mellem Hobro og Hadsund kan I leje de nostalgiske Puch Maxi'er og selv ræse afsted ud i det himmerlandske.
Der er sørget for det hele - og mælkekassen er suppleret med en fin trækasse, så jeres ejendele, kolde drikkevarer og måske en madpakke snildt kan komme med på turen. Kasserne kan tages med og bruges som taburetter, når I kommer frem til hvilestedet.
Der er på forhånd bestemt nogle særlige ruter, som I kan vælge mellem. Ryger tændingsrøret eller sker der noget andet på turen, kan mekanikeren nemlig hurtigt lokalisere jer - og han er altså kun et enkelt opkald væk.
En af turene går mod Bramslev Bakker - et oplagt sted for et hvil. Turen derhen går via Stinesminde, det hyggelige "smør-høl" Høllet, og forbi Lundsgaard gravhøj, der er et perfekt sted for et pitstop. Fra toppen af højen, kan I nyde den smukke udsigt ud over landskabet med kig til Kielstrup og Mariager Fjord i det fjerne.
Udsigtspunkter er der nok af på denne tur, ud i det himmelske landskab. Næste stop på turen er Bramslev Bakker, der byder på en enestående panoramaudsigt fra toppen af bakkerne ved Restaurant Bramslev Bakker.
Vi anbefaler ikke at I kører ned til vandet på knallerterne – så skal I i hvert fald trække op ad bakken på returvejen.
Fra Bramslev Bakker går turen retur til Løvdalsvej, hvor man med fordel kan købe en is ved Ishytten tæt på udlejningsstedet. Her er ærlig selvbetjening og et fint udvalg af lækre is fra Frisko.
Læs mere om de helt særlige knallertoplevelser via linket her!